Natasja – en bog om at leve stærkt og dø ung

Bogen ”Natasja” er en fantastisk detaljeret og farverig fortælling om en ildsjæl, der først lige var ved at brænde igennem, da hun døde i en bilulykke på Jamaica. Karen Mukupa og musikjournalisten Rasmus Poulsen (også kendt som reggae/dancehall DJ’en Ras Money) tager læseren med på sidelinjen gennem nærmest alle begivenheder i Natasjas liv; helt fra hendes forældre mødes til udgivelserne efter hendes død.

Vi møder et hav af forskellige mennesker og fornemmer at de alle har haft indvirkning på Natasja – heriblandt særdeles velkendte navne som Ataf, Al_Agami, Blæs_Bukki, Clemens, Den_Gale_Pose, Bikstok_Røgsystem, UFO_Yepha og selvfølgelig Mukupa.
Bogen igennem beskrives alt fra hendes kæledyr til hendes musikalske oplevelser og læseren tages med i skole og rideskole, på Christiania, Huset og Rub’a'dub samt til Sudan, New York og ikke mindst Jamaica

De mange meget detaljerede beskrivelser er interessante for os, der er vilde med Natasja og hendes musik, men de kunne med fordel have været mere strukturerede. Næsten hvert afsnit i den 400 sider lange bog kunne have haft godt af en gennemskrivning.

Der introduceres for mange faktorer, som virker ligegyldige i sammenhængen og ikke videreføres i fortællingen. Retningssansen er manglende, og man fristes til at sige, at forfatterne med fordel kunne have haft lidt mere afstand til Natasjas død, både målt i tid og i følelser.
På den anden side virker Karen Mukupas personlige beretninger, der kommer som indskud i fortællingen, til at give et meget nært og følsomt billede af Natasja.

Vekselvirkningen mellem fortælling, Karen Mukupas beretninger og citater fra Natasjas kalender og dagbog skaber trods let forvirring en vis fremdrift og spænding, selv mod enden selvom alle udmærket ved, hvordan bogen nødvendigvis må ende.

Man bærer over med, at bogen ikke er voldsomt velskrevet eller velkomponeret samt at der forekommer fejl i kronologien, fordi Natasja er en så interessant personlighed og oplever så mange spændende ting, der i sig selv gør bogen værd at læse.

Natasja portrætteres som et menneske, der var passioneret, levede 100 % i nuet, var vildt kreativ, på ingen måde autoritetstro og som en trofast veninde, der dog godt kunne være svær at have et veninde- eller kæresteforhold til, fordi musikken altid kom i første række. Hun brændte for det helt rigtige udtryk og indhold og arbejdede hele tiden på at blive dygtigere til at synge, toaste, wine (danse), battle og improvisere.

Hun var noget så specielt som en protestsangerinde, politisk bevidst og med retfærdighedssans og frihedstrang. Man fascineres, fordi hun ikke på noget tidspunkt gik på kompromis med sig selv, sine tekster og idealer.

I stedet for at blive poppet, selvom det ville have kunnet give hende op til flere pladekontrakter tidligere, arbejdede hun for at gøre reggae populært i Danmark. Reggae var det helt store for Natasja. Hun var fascineret af baggrunden for musikken, rejste flere gange til Jamaica, læste om rastafari, om deres religion, fascination af Afrika og satte sig ind i forholdet til at ryge hash. For hende var det ikke bare en fed rytme og sejt at kunne synge mange ord på kort tid.

Det var en kultur, hun ønskede at være en del af og udtrykke sig inden for. Dette dog på egne præmisser, for selvom det på Jamaica er in at rappe om vold, død og mord, og det blandt kvinderne handler om at have stramme fisser og sexlyst, holdt Natasja fast i sine egne mere generelle temaer som rodløshed, fred i verden, kærlighed, verdens oprindelse, menneskers adfærd over for hinanden.

I det hele taget giver bogen et indblik i de holdninger der ligger til grund for mange af Natasjas tekster, herunder et enormt engagement og livslyst. Personligt er bogen en øjenåbner i forhold til viden om reggae (selvom den til tider bliver overpædagogisk) og så kan den kan give et mere nuanceret syn på hashrygning, Christiania, illegalisering af stoffer og rydningen af ungdomshuset.

Læs den og knib en tåre, for hold fast hvor er det uretfærdigt, at Natasja skulle dø så ung!

Bogen er udgivet af Politikens Forlag i 2010.

Anmeldelsen er skrevet af Sigrid Abild Andersen

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter