Reportager Før den her, skrev vi om:

Når én MC er nok – Talib Kweli i Pumpehuset

Et kendetegn ved en dygtig rapper er, at han kan bære sit show på scenen kun bakket op af en dj.  Hans musik, tekster, underholdningsværdi og performance skal kort sagt kunne holde gang i kedlen uden alt for megen udenomssnak .
Dette beviste Talib Kweli fuldt ud at være i stand til i et godt pakket Pumpehuset. Aftenens opvarmning stod Spirited Sage for, og jeg må indrømme, at jeg i første omgang tvivlede på, om den unge Hr. Sage var erfaren nok til opgaven. Dette viste sig dog hurtigt at blive gjort til skamme. Spirited Sage leverede et rigtigt godt show, og stilmæssigt passede det til aftenens hovednavn. Spirited Sage fik vist publikum, at han har teknikken i orden. Desværre var lyden, primært for de gæster som var med på scenen, direkte forfærdelig, hvilket er ærgerligt, når det er en event, man som kunstner ser frem til at være en del af.

Godt og vel en halv time efter supporten, kom Talib Kweli så på scenen, og der var – kort sagt – ikke så meget pjat. Det var direkte på og i gang, og når man har et så massivt bagkatalog af sange at tage fra, var dette da også klart fornuftigt. I starten af showet var publikums reaktion forholdsvis rolig, men nummer for nummer lykkedes det Talib Kweli at bygge en god stemning op, hvilket også vidnede om, hvor professionel en kunstner, han rent faktisk er.  Udover Talibs egne numre, blev der i den indledende del af showet også  plads til at spille et udmærket nummer fra den kommende Reflection Eternal plade, som ifølge Talib selv udkommer den 6. april i år. På dette tidspunkt var publikum for alvor kommet i stemning, og det fortsatte under en række yderligere numre, heriblandt ’Hot Thing’.

Efterfølgende var det tid til at få gæster på scenen, og sikkert til manges store glæde, så havde Talib Kweli taget Hi-Tek med denne aften, som var i et strålende humør. Indslaget virkede godt og passede godt ind i showet. Derimod virkede det mere som en hurtig planlagt event, at J-Ro fra Tha Liks kom på scenen efterfølgende og blandt andet spillede en hurtig version af ”Only When Im Drunk”.  Tha Liks rapperen bor i dag i Malmø, og har derfor ikke haft lang vej til Pumpehuset, hvorfor det virkede som om, at det var en ide, som Talib Kweli havde fået på selve dagen. Når det er sagt, så var det da en ekstra lille gave, som var meget underholdende, og ikke tog mere tid af showet end hvad godt var.

Det blev til gengæld lidt mere lallet mod slutningen, hvor Talib begyndte at spille gamle 80’er klassikere. På dette tidspunkt i koncerten var det som om, at Talib ikke rigtig holdt dampen oppe i publikumsmasserne, hvilket så til gengæld skete allersidst, hvor ”Get By” fik lov at være aftenens afslutning. Alt i alt var dette en aften, der pointerede, at Talib Kweli tager sit show alvorligt på den rigtige måde, leverede varen fint og gav publikum en god oplevelse. Som ofte var lyden dog også et problem under koncerten, dog uden at den under Talibs show blev andet end en mindre frustration, der ikke fjernede fokus fra rapperen selv.

Kunne du digge det her?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.