Spohr – På Kanten Af Alting (Anmeldelse)

Når ambition overgår evne

Spohr, tidligere kendt som Niels Spohr, er en besynderlig type. Han er fantastisk produktiv og arbejder tilsyneladende non stop, men af de mange udgivelse han har spyttet ud de seneste års tid, er det ikke lykkedes en eneste af dem at få ham til at fremstå, som enten interessant, dygtig eller spændende. Jeg skal være ærlig og sige, at På Kanten Af Alting er min introduktion til Spohr, men denne plade giver mig en strålende klar idé om, hvorfor Spohr, på trods af et kvantumimponerende bagkatalog, ikke er blevet større end han er.

Det skyldes ganske simpelt, at det tekniske niveau er usædvanlig lavt, over hele feltet. Det lyder hårdt, men Spohr er helt enkelt ikke en god rapper. Teksterne leveres med et snøvlet og fumlet flow, der uhyre sjældent passer til produktionerne, og hooks’ne læner sig op af det komplet håbløse og i værste tilfælde grinagtige. Flere gange lyder omkvædene faktisk så utroligt ringe, at man tager sig selv i at undre sig over, om det mon overhovedet skal tages seriøst? – Jeg havde mine tvivl flere gange. Tag fx ”De 4 B’r”, hvor omkvædet går

”Så er du real så start med at stop med at front’ /
Det gør dig til en dumpaaap /
Det gør dig til en dumpaaap”

Og de tvivlsomme herligheder er strået ud over hele pladen. På ”Jeg Ka En Sang” får Spohr besøg af selveste Khal Allan, men selv dette rap vidunderbarn leverer sin dårligste præstation til dato, og kun hans repeterende linjer ”Jeg ka’ en sang, der går dig på nerverne” kan man være enig i. Spohrs eget vers redder heller ikke ligefrem nummeret, tag fx de første linjer, hvor han rapper

”Jeg kommer med fingrene fyldt af grønt ind i Netto /
Tænker ”uhh god damn shit åh nej du” /
Fordi at alle folk kigger på mig som om at de var undercover /
Strømer, shit jeg’ ikk’ nede med den slags… jow”

Ganske ubegribeligt, på den halvforuroligende måde. Desværre kan de melodifattige og uinspirerende produktioner ikke rette op på det patetiske og haltende tekstunivers. Xfarm , Phonogram, Mesta T, Dr. Keiff, Arek og Spohr selv bidrager med beats, men det er nærmest tankevækkende så ligegyldige de er. Der er både hentet inspiration fra electronic og dubstep, men der er bare intet der fungerer. Det afsluttende nummer, ”Kumpaner På Track”, kan høres flere gange, primært takket være Bumsestilens Thomas T , der altid kan få en til at grine, med linjer som

”Gi’ din højre arm for at bliv’ stjerne for en dag /
Jeg river den af, jeg får dig til at gå ned på alle tre /
Mens jeg macker på din kæreste med sex, blomster og chokolade /
Og ka’ hun ikk’ li’ højhælede sko så får hun et par flade /
Værs’go her har du mit stempel  /
Du ikk’ værdiløs som rapper, du ka’ bruges som et dårligt eksempel”

I forhold til hvad han magter at hoppe over, har Spohr sat barren alt for højt, og alt hvad der afprøves på På Kanten Af Alting falder desværre til jorden med et larmende brag. Han burde træne de tekniske evner og finde fodfæstet som rapper, frem for at begive sig ud på elektroniske dubstep eventyr, for det lyder, sort på hvidt, ikke godt på nogen tænkelig måde. Denne signatur må se sig nødsaget til at give sin laveste WOTS karakter til dato.

Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter