Umenneskelig elegance i elektroniske omgivelser

“Dansescenen” i Dansehallerne bliver i disse dage godt og grundigt slidt af en electric boogie teaterforestilling, der vil kunne udfordre erfaringerne hos selv den mest garvede teater- eller koncertgænger. Vi var med til forpremieren, for at se hvad den nye alternative danseforestilling havde at byde på.
Menneskerobot er en moderne danseforestilling, der handler om det rutineprægede liv i en moderne verden, hvor værdier og mål i livet kan synes forvirrende og overvældende. Gennem en række små fortællinger fremlægger danserne et verdensbillede, der afspejler forskellige aspekter af det moderne liv;
alt fra parforhold, til overvågningssamfund og det at vokse op i en verden præget af systemer, bliver badet i farvet lys, svøbt i elektroniske toner og taget op til overvejelse i denne alternative, samfundskritiske forestilling.

Allerede inden vi kom helt ind til scenen, var der mulighed for at udforske en smule af det univers, som koreografen Steen Koerner havde skabt og det var svært ikke at blive spændte på, hvad der ventede os længere fremme. Dansescenens foyer, med dens rå og industrielle look, gav nærmest fornemmelsen af, at stedet var blevet bygget specifikt til denne forestilling – i anledning af den forestående premiere var stedet blevet udsmykket med både vægmalerier, graffiti og en mindre fotoudstilling, der tog udgangspunkt i forestillingen.
Atmosfæren bar da også præg af forventningens glæde, og den lavmælte snak frem og tilbage afslørede det tydeligt. De forventninger skulle vise sig at blive mere end opfyldt, da dørene kort tid efter blev slået op ind til scenen og den meterlange kø blev opslugt af mørket bagved.
Vi trådte ind i et fuldstændig sortmalet lokale, som nogle af de sidste i køen, og det var tydeligt, fra det sekund vi trådte ind i salen, at forestillingen havde tiltrukket et fuldt hus. Efter hurtigt at have fundet vores pladser blev lyset dæmpet og mørket fyldte lokalet.

Da vores øjne havde vænnet sig til mørket, kunne vi svagt skimte omridset af en lille flok sortklædte dansere, der havde sneget sig ind og indtaget midten af scenen.

Lysene blev tændt og scenebaggrunden forvandledes til et ’levende lærred’ af animation og farvebombardementer. De fire maskerede, ansigtsløse figurer på scenen livede op, nærmest som var de blevet tændt på en kontakt og med glatte, mekaniske, bevægelser udfoldede de sig stringent og taktfast, i små udbrud, til lyden af de elektroniske toner der sitrede i højtalerne.

Man blev ’langsomt’ indlemmet i det elektroniske og teknologiske univers, som forestillingen udspiller sig i, gennem stykkets første akt. Denne indledende del af showet, der foregik uden nogen narrativ, formåede at forene de mange elementer på scenen, og gjorde at man som publikum hurtigt følte sig fortrolig med de mange elementer på scenen. Der blev gjort brug af både lyde og lys, rekvisitter, animation, musik og dans, alt sammen på én gang, men i så koordineret en helhed at det nærmest virkede ’naturligt’.
På trods af at vi vidste på forhånd, at der ville blive tale om utrolig original scenografi og koreografi, blev vi gang på gang overraskede over de originale tilgange til den ellers efterhånden velkendte dansestil. Lysstofrør, stylter og en top-tunet, elektrisk kørestol, var bare nogle af de hjælpemidler der blev taget i brug og selv da noget så ekstraordinært som en ’real-life’ robot dukkede op på scenen, virkede det pludseligt ikke som noget der faldt udenfor forestillingens rammer. Den elektroniske gæsteoptræden, fra det lille mekaniske medlem af dansetruppen, fungerede nærmest som et ’åndehul’ i den ellers meget intense forestilling, samtidigt med at den ’personificerede’ hele stykkets elektroniske og mekaniske ånd.

Nu kan en danseforestilling som denne selvfølgelig ikke læne sig op af visuelle effekter og rekvisitter alene, men handler i sidste ende om historierne og budskaberne som den vil formidle, og også her formåede Menneskerobot heldigvis også at levere varen.
De følsomt leverede digte, skrevet og indspillet af den amerikanske multikunstner Saul Williams, og den skarpe lyrik, leveret af det danske ’up-n-coming’ hiphop fænomen Lucy Love, tager publikum i hånden og leder dem igennem historierne der udspiller sig på scenen.
I nogle tilfælde ved hjælp af metafor- og similifyldte indledninger og i andre ved fungere som en traditionel ’fortæller’ af historien. På trods af at være metafortunge til tider, syntes lyrikken i stykket aldrig at blive så tung at den ikke kan ’tydes’, selvom den uden tvivl vil have forskellig betydning afhængigt af hvem der lytter og ’hvordan’ der lyttes. Både musikken og lyrikken understregede den gennemgående helhed i hele opsætningen og drog ikke for megen opmærksomhed væk fra danserne, men tilføjede blot en ny dimension til Steen Koerners univers.

Forestillingen havde varet i lidt over en time, men havde ikke føltes halvt så lang, da den begyndte at lakke mod enden.
Saul Williams’ tydelige og rolige, mellemdybe stemme flød for sidste gang ud gennem højtalerne, med én sidste, meget passende, påmindelse til publikum, før vi igen blev kastet tilbage til hverdagens tumult. En opfordring til at: ”opgive minuttet, til fordel for øjeblikket” – til at opgive at ’tænke på’ her og nu, og i stedet bare ’være tilstede’ her og nu, og lige præcis dét var faktisk lykkedes for os, om ikke andet så i det øjeblik vi havde befundet os i grebet af en Menneskerobot.

Forestillingen Menneskerobot kan opleves på Dansescenen i DANSEhallerne, til og med den sjette februar.
Nærmere information om tid og sted, samt køb af billetter kan findes på Dansescenens hjemmeside.

Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter