Superhelten tager masken af

Anders Matthesen – Villa Peakstate (CD)

Komiker, filminstruktør, forfatter, skuespiller, sanger og generelt multitalent og wünderkind Anders ”Anden” Matthesen, udgiver sit andet rapalbum, der ifølge ham selv er det produkt, han har skabt, der har størst personlig værdi. På åbningsnummeret lægger han ud med linjerne:

”Vi har brug for en frelser der aldrig gi’r op /
Og der er kun én der kan klare det job /
En ridder uden kappe hverken kane eller fuldskæg /
Knap og nap en mand men en and der lægger guldæg”

Anders Matthesen er jo hands down en superhelt. Udadtil er han en helt normal dansker, men han kan på et splitsekund ændre karakter og tage form som nærmest alle og enhver. Hans karrieres højdepunkter er baseret på karakterer. Hva’ snakker du om? – Den ka’ byttes Vol. 1 præsenterede os for en lang række skæve personligheder, der er dukket op i stort set alt, hvad han efterfølgende har lavet. Kæmpesuccesen Terkel i Knibe og kultjulekalenderen Jul På Vesterbro er fremragende eksempler herpå. Med forestillingen Simon på Gasværket beviste han, med sin perfektionistiske imitation af den rablende vanvittige rejsekonge Simon Spies, at han også besidder et enormt skuespillertalent. Filmen Rene Hjerter understregede dette markant.

Men som alle andre superhelte har Matthesen den svaghed, at han ikke kan levere samme pragtresultater, når masken er taget af. Dette måtte han erfare med udgivelsen af rapdebuten Soevnloes, som mildest talt blev hakket ned. Det sjove er, at når han flexer linjer som fiktiv rapper i en af sine mange fiktive grupper, så er han en af de absolut dygtigste i vort kongerige. Som rapper i Soveposen spyttede han uforglemmelige linjer på Camp Lo-hymnen ”Sig God Nat!”. Som MC Korkprop spyttede han aggressive linjer med et vanvittigt flow på ”Den Lyriske Flæskesværd”, og hvem kan glemme den skizofrene Robinson-deltager, der slangede sig igennem ”Hva’ Snakker Du Om?”-nummeret med et flow i verdensklasse. Satiredebutpladen var pakket med fabelagtig rap, men i det sekund Matthesen skal rappe som Matthesen og ikke en fiktiv karakter, er det som om, at talentet falder en smule til jorden.

Villa Peakstate må således siges at være en besynderlig plade. Matthesen viser både at han kan være genial, middelmådig og utilgivelig. Anmelderkritik er han tilsyneladende ligeglad med. ”Sut mig” er én stor fuckfinger til alle dem, der ikke mener han er god til ”det der rap noget”. Og fair nok, men bare fordi man siger ”fuck jer, I tager fejl, jeg ER god til at rappe” retfærdiggør man ikke skampletter som ”Bib Bib”, ”Ingen der ligner”, ”Sutter på en fadøl”, ”Vi er dem” og ”Myggestik”, der alle læner sig op af det uudholdelige. Sidstnævnte har en yderst fremragende produktion, men et omkvæd der giver en lyst til at hoppe ud af vinduet.

I modsætning til mine mange anmelderkollegaer, synes jeg dog, at pladen har flere lyspunkter. Hvis man lytter Villa Peakstate igennem med en horisont, der rækker længere end rappen, er der mere at komme efter end som sådan. For det første er komikken ikke gemt helt væk. Førstesinglen ”Umami”, som jeg muligvis får nogle hug for at digge, får mig sgu til at grine hver gang. Det er dybt underholdende at høre, hvordan han, fuldstændig uden at sige noget, får rimet på ”Umami” hele vejen igennem, som f.eks. med linjerne

”La’ nu vær’ med at vær’ så kold /
Jeg har købt dig en pels du ka’ holde /
Dig varm i /
Med ærmer til at stik’ din’ arme i”

Forrygende. ”Pølsesnak” er ligeledes en tour de force i flowgymnastik, hvor ikke én linje giver mening. Numre som ”Villa Peakstate” og ”Regnvejr” har også noget charmerende over sig. De har intet med hiphop at gøre, og minder mest af alt om sukkersøde soundtracks til familiefilm á lá Regner Grasten, men det er nu ganske muntert og melodiøst til trods. På clubnummeret ”Lækkerier” optræder han som, og tager pis på, alle de unge mennesker der drikker sig lamme, tager stoffer og knepper til højre og venstre, når de er i byen, og med et klichéomkvæd, så gennemført at Nik & Jay dårligt kunne gøre det bedre, ender sangen faktisk som en rigtig platic banger. Man må heller ikke se bort fra ”Superstars”, der MEGET gerne vil være den uofficielle Addidas-udgave af Nike’s DJ Premier producerede ”Classic”. Sammen med Østkyst Hustlerne, Jazzy H og Bossy Bo, og det danske rapkoryfæ, MC Einar, bliver der tænkt tilbage på de gode gamle dage, og især Einar, der rapper om Staden som han husker den, stråler:

”Dengang rap var nyfødt og folk kom i fåtal /
For at se mig rocke showet i den grå hal /
Græsrødder og bare tæer der var rarere her /
Inden hustlerne supplerede deres repertoire med ”arh dér” /
Der var før bling bling og cap på skrå /
Før fremmedord som download og Joey Moe /
Før jeg blev en gammel nar, der ikk’ kan døje /
At sjælen blev reduceret til tre prikker på en hættetrøje”

Alt i alt er det et virkelig rodet album. Der er desværre rigtig meget skrammel på Villa Peakstate, og selvom jeg synes, pladen har flere kvaliteter end de fleste andre anmeldelser bevidner om, kan jeg ikke forsvare pladen til over det middelmådige.

Fortæl dine venner? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter