Ashtiani Drops – Ashtiani Drops EP
Ashtiani Drops er historien om to kammerater, der voksede op sammen, blev skilt fra hinanden, og nu har fundet sammen igen via musikken. En klassisk og skøn fortælling, og heldigvis lyder musikken præcist således.
De to kammerater, der er tale om, er Adam Ashtiani og Stik Op Jakob. Bassist og producer Ashtiani har haft en finger med i dansk hiphop i mange år, og især som en del af Nobody Beats the Beats og duoen Ashtiani/Baltzer har han gjort sig velbemærket. Stik Op Jakob udgjorde som rapper en tredjedel af gruppen Sphaeren, der med tredje og sidste plade Ud Af Vagten tog sin afsked sidste år. Men det viser sig nu, at Stik Op Jakob på ingen mulig måde er færdig med hiphoppen, for med Ashtiani ved sin side, har han skabt sin karrieres kronværk.
Ashtiani Drops EP’en trækker på en lange rækker af hiphoprødder og elektroniske traditioner, men lyden er makkerparrets helt egen. Adam Ashtiani har flettet nogle produktioner sammen, der læner sig tæt op af nutidens populære tendenser, og ved at huse en masse genrer under samme tag, har musikken en bred appel. Når man så tilsætter fængede omkvæd fra en række dygtige sangere som Rolf Hede, Freja Loeb og Pelle Leth samt Stik Op Jakobs velskrevne tekster, så har man altså en pakke, hvis indhold har potentialet til at nå seriøst langt.
Ashtiani Drops er en kort fornøjelse, da det jo er en EP. Dette betyder, at Stik Op Jakob ikke har haft alverdens plads til at folde sit tekstunivers ud på. ”Byen Vågner” er en ode til København, ”Ved Siden Af”, der sampler ”Sørøversangen” fra Sebastians Skatteøen (genialt!), handler om en lille affære, der lige så langsomt kører af sporet. ”Du Snakker For Meget” og ”Så Jaloux” bevæger sig over imod det dansegulvsvenlige, imens det halv-dystre ”Venter På Dig” lyder som et nummer taget ud af Selvmords plade, hvor forholdsvist enkle linjer fremføres med hjerteskærende indlevelse, som f.eks.
”Fornemmer du min tavse opfordring, det håber jeg /
Jeg gør det let for dig, at gør’ det forbi /
Ter’ mig som et stort røvhul størrelse 10 /
Og jeg ved godt at tavshed er det fejeste /
Men jeg aner ikk’ hvordan jeg ellers skal greje det /
Plus jeg ved, at jeg har tiden på min side /
Før eller siden må du gi’ det op og skride /
Går fra mig så jeg siger ”hvorfor’ verden ond?” /
Tanken er bittersød, når jeg smager på den”
Ashtiani Drops er en super fed EP indenfor sin genre. Det er hamrende velproduceret, og lyrikken fremføres ubeklageligt. Jeg vil nok mene, at der mangler noget variation, da de 5 numre (eksklusiv de 2 remix) ligger tæt inden for samme kategori, om ikke lyrisk så i hvert fald musikalsk. Det er dog stadig et eminent håndværk.
Fortæl dine venner? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter







Ingen kommentarer endnu…