Hvor er du fra, din lorteluder?

Det er efterhånden old news. Vi har været igennem det før. Det er allerede blevet diskuteret grundigt, og debatten er stort set ebbet ud… Men problemstillingen er fortsat gældende.  Rapperne snakker lort, og de gør det møgbeskidt.

Alright, so what? Hvad så om der bliver brugt bandeord? Ok, så ryger der et par ”bitches” over læberne i ny og næ. Det betyder jo ikke, at man ikke respekterer kvinder. Vel?

Hanne Vibeke-Holst bragte for alvor spørgsmålet om kvindeundertrykkende sprogbrug på dagsordenen via et debatindlæg i Politiken i 2004. ”Du er fucking sexistisk, Niarn” hed det. Her skriver hun blandt andet:

”For nu at blive i jeres terminologi, så lukker I så fucking meget sexistisk og voldsforherligende lort ud, at man skal lydisolere sig for ikke at blive sølet til. Og det gør et normalt ungt menneske, der ikke kan lave fysikrapport uden selskab af MTV, Boogie eller P3, jo ikke.”

Vibeke-Holst beskylder mere eller mindre Niarn for, gennem sit sprogbrug at have voldtaget kvinder på gaden. Når han og for eksempel Jokeren senere er gået til modangreb, har de gjort det ved at påberåbe sig autentisitet. I grove træk påstås det med andre ord, at der jo bare bliver rappet om den virkelige verden. Bullshit, hvis du spørger mig.

Vibeke-Holst har i den grad overset det faktum, at unge mennesker uden alvorlige psykiske lidelser er i stand til at skelne fiktion fra virkelighed. Desværre lader det ikke til, at Niarn og Jokeren har bemærket denne væsentlige egenskab ved almindelige mennesker.

Jeg er enig med Jøden, når han rapper: ”Hva’ nu hvis Bisgaards søn ikk’ hørte rap dagligt?/ Hva’ nu hvis Hanne Vibeke-H havde været mere saglig?” For det er mildest talt usagligt at stille folk til ansvar for andre menneskers handlinger, men rapperne bør også anerkende, at deres kunstneriske personaer [sic.] er adskilt fra virkeligheden.

En personae er den fiktive karakter, en kunstner påtager sig og så at sige snakker igennem. Problemet er, at der i rappen hersker en udbredt tradition for at rappe om virkelige hændelser og bruge sit eget liv som udgangspunkt for teksterne.  Derfor bliver grænsen mellem virkelighed og fiktion flydende. Det er blandt andet derfor, rappen har vundet så stor udbredelse, men også grunden til, at rappernes sprogbrug er oplagt at angribe. Der findes massevis af eksempler på rockmusikere, som sender sindssvagt mange voldspalle-tekster på gaden, men ligesom i billedkunsten eller litteraturen er de stand til gemme sig bag en kunstnerisk distance. En distance, som adskiller kunstnerens biografiske jeg fra hans personae, og derved fritager ham fra et samfundsmæssigt ansvar.

Rapperen leverer sit budskab med en særlig grad af selvbevidsthed, og han gør det ved hjælp af rim, rytme og ordspil. Man kan komme langt i rapverdenen med bad ass-attitude og masser af street cred, men hvis ikke flowet sidder i skabet, og hvis ikke beatet er i orden, vil de færreste rap-entusiaster ofre en rapper særlig megen opmærksomhed.

Blæs Bukki sagde engang til mig, at ”…bare det, at man leverer talt poesi med musikalsk opbakning, udvider jo oplevelsen af sproget til noget bredere og giver mulighed for en anden type oplevelse.  Rap kommer af hverdags-gadesprog og har udviklet sig i uendelig mange retninger – i reglen kun med rimet som fællesnævner. I mange tilfælde er det den direkte tale, der siger folk noget, tror jeg”

Jeg ser rappernes grove sprogbrug som en måde, hvorpå man yderligere kan problematisere de emner, som ligger til genstand for rappen. Det er også derfor, rappens sprog er så smittende.

Vibeke-Holst fokuserer på rappens afsmittende effekt. Hun insisterer på, at rappernes direkte billeddannelser fører til en holdningsændring hos unge mennesker, der i forlængelse af rappens sprogbrug udvikler sig til at efterleve kvindefornedrende machoidealer.  Men hun har bare ikke forstået, hvad det handler om…

Jøden kommer fra Århus (selvom han egentlig kommer fra Skanderborg), Jokeren kommer fra Havnen (selvom han egentlig kommer fra Hillerød). Jødens biografiske navn er Michael, og Jokerens borgerlige navn er Jesper. Det er deres rappersonaer der kommer fra henholdsvis Århus og Havnen. Hos Suspekt lyder det ”… fra Albertslund, din lorteluder.” Det interessante i det statement er ikke ”lorteluder”, men derimod ”fra Albertslund.”

Vibeke-Holst beskylder Niarn for at være kvindeundertrykkende og voldsforherligende, og Niarn svarer tilbage, at han bare rapper om hverdags-situationer. Det sidste er nok en sandhed med modifikationer. Det ser ud som om, de to taler forbi hinanden.

Niarn, som personae, overdriver i sine tekster, hvor han temmelig sikkert omgås sandheden med et gran salt. Suspekt overdriver helt sikkert.
Ellers ville horror core-rapperne have en endeløs stribe mord og voldtægter på samvittigheden. Ikke desto mindre sætter de Albertslund på landkortet i en politisk sammenhæng.

Det at høre og forstå rap kræver et kendskab til de koder som benyttes. Pointen er, at dansk rap tilpasser sig lokale omstændigheder, om end den opererer i forhold til en international scene. Det er denne særlige egenskab ved rap, der gør, at jeg er nede med det shizz.

Når Suspekt er blevet så populære, som de er, hænger det, i forlængelse af Blæs Bukkis ord, sammen med det direkte sprog de anvender. Det er med andre ord sprogbrugen, der gør vigtige politiske problemstillinger, som sociale problemer i Albertslund, interessante i en kunstnerisk sammenhæng.
Men spørgsmålet forbliver åbent; snakker rapperne for groft?

Start en cypher? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter