Anmeldelser Før den her, skrev vi om:

En blandet omgang gøgl og poesi

M-Cnatet – Om Nogen (CD)

Pladeselskabet Echo Out har været flittige i år. Foruden en fin Vol. 2 og en solid Spytbakken Vol. 3 har vi fået en plade fra Guldgruppen, en monumental debut EP fra Dialekten, og nu smider M-Cnatet, med hele Echo Out familien i ryggen, deres debutalbum på gaden.

M-Cnatet består af de to holdningsstærke rappere, Trepac og Kværn, hvis mestendels substantielle tekster følges til dørs af ganske fornuftige leveringer. Det er ikke fald-ned-af-stolen fremragende, og en dråbe olie eller to ville ikke skade de rap-tekniske tandhjul, men min opmærksomhed og interesse blev i høj grad fanget flere gange undervejs. Der bliver observeret, tænkt og funderet over samfund, skæbner, tilstande og øjeblikke. Og de gør det godt, det er der talrige eksempler på, men der lurer en overhængende fare for, at bægeret kommer til at flyde over. Kig bare på sangenes titler; ”Under himlen i din opgang”, ”Lad mig drømme dine mareridt” og ”Rejsen til Utopia”. – Sådanne titler lægger vel op til poesi på et højere plan, og selvom Kværn er ved at uddanne sig som sangskriver på Rytmisk Musikkonservatorium, formår de helt ikke at hive dén sejr hjem.

Heldigvis får humoren og sarkasmen også frit spil på flere numre, hvilket giver en behagelig balance. Havde pladens overordnede indtryk været a la nummeret ”Tankernes Kraft”, havde det været for tungt og måske endda prætentiøst, men gøglerskæringerne giver gode pusterum. Ja faktisk er pladens mest memorable øjeblikke, i min optik, de mere ligetil numre.

Lydsidens bagmænd skal også have deres mængde credit, for memorable produktioner er der mange af. Fra intronummerets baggårdsblues inspirerede hiphop, Melancolia og DixOne’s fabelagtigt samplede ”Den Kreative Klasse”, Lars Da Fari’s fløjtebårne ”Gøglerne på gadehjørnet pt II” til den ualmindeligt rowdy Chewbacca skæring ”Jubilæumssangen”. Yderligere byder pladen også på mere alternative hiphopproduktioner, som ”Et sted”, ”Langt fra øje” og Kværns egen ”Tankernes kraft”, der alle fremstår som sublime kreationer. Bravo.

Problemet, om man må, med M-Cnatets debutplade er, at man som lytter bliver bombarderet med indtryk, temaer, tempoer og beatmæssige stile, men der er umiddelbart ingen rød tråd til at samle det. Så i det store hele fremstår pladen en smule rodet, på trods af at der er mange gode numre.

Værd at snakke om?

én kommentar

  • LtedeE 8/1 2010 - 12:16

    Natet rocker!

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.