Mindre lyrik og mere scratch, tak

Holbek vil for nogen være et genkendeligt navn på den danske hip-hop scene, med tidligere medvirkende optrædener på Hvid Sjokolades albums, og i producerrollen for projekter som eksempelvis Nobody Beats the Beat. Han har også tidligere udgivet egne produktioner under bl.a. kunstnernavnet/aliaset ’Steen Rock’, men dette alias er i denne omgang skiftet ud med blot et efternavn: ’Holbek’.

Hans nyeste album, ”Frit Løb”, der blev udgivet i oktober 2009, bærer også præg af en instrumental genkendelighed i nogle af dens numre, mens det i hovedparten, udforsker nye territorier og læner sig op af mere afslappet og traditionel musikproduktion, i en sådan grad, at et navneskift måske også er direkte nødvendigt.

Alt i alt er det et produktionsmæssigt solidt album, med gæsteoptrædener fra sangere og sangerinder på hovedparten af numrene, men genremæssigt skal man forberede sig på noget af et stilskifte; både i forhold til hans tidligere udgivelser, og fra den nye plades ene produktion til den anden.
Hvis man elsker Steen Holbek på grund af hans talent bag en mixerpult og melodiske rap-beats, vil man formentlig blive en smule skuffet over pladens relativt begrænsede mængde af moderne urban musiktradition på pladen, men hører man derimod til gruppen af publikum, der elsker at fordybe sig i melodisk lyrik af en mere dybdegående art, vil dette album gå rent hjem, som noget der bedst kan opsummeres kort som: Nobody Beats the Beat møder en melankolsk Poul Dissing med et jazzy twist.

Albummet bærer overordnet set præg af en overvejende tung melankoli, ikke mindst på grund af de respektive kunstneres tilføjelser til albummet, som Holbek overlagt har valgt ikke selv at have noget med at gøre personligt, men lade være op til de individuelle kunstnere.
Alle de medvirkende kunstnere, fra de mere mainstream artister, som Silas Bjerregaard (Turboweekend), Peter Sommer og Khal Allan lever op til, og tilføjer til, den stemning som Holbeks produktioner lægger op til. Eksempelvis ved hjælp af meget metafortunge tekster.
I enkelte tilfælde ligefrem SÅ metafortunge, at det kan være svært at gennemskue tekstens egentlige mening, og minde lidt om noget, man ville kunne høre til et poetry-slam. Men overordnet set fremført på et niveau, hvor man ikke nødvendigvis behøver at være poesi-inkarneret for at følge med.

Som tidligere nævnt, vil en fan af ”Steen Rock” eller hans scratch performances på tidligere udgivelser, formentlig blive en smule skuffet over mængden af den slags elementer på denne nye udgivelse, da der forekommer meget få eksempler på dem henover pladen, selvom de dog optræder sporadisk. Som helhed er der på denne plade tale om et ret originalt udgangspunkt for kunstneren bag produktionerne.

Det er med dette, og WOTS’ målgruppe i mente, at jeg giver denne plade den karakter jeg gør, da produktionerne med rette på egen hånd kunne have kvalificeret udgivelsen til mindst 4 ud af 6.
Det illustreres da også enkelte gange, gennem eksempelvis Khal Allans gæsteoptræden på albummet, samt enkelte scratch sessions, at den instrumentale side uden tvivl vil være interessant for andre DJs og mix-masters at tjekke ud.
Desværre må det siges, at for en mere genrepræget anmelder, som eksempelvis undertegnede, bliver der simpelthen drænet for meget urban ånd ud af udgivelsen i mange af de lyriske bidrag, der uden tvivl vil falde i mange andres smag, men ganske enkelt ikke dækker min overordnede forventning til udgivelsen.

Derfor giver jeg, samlet set, denne udgivelse 3 velfortjente kroner, med en tilhørende kommentar om at en instrumental udgivelse af albummet ville føje én til, da det udelukkende er mine forventninger af lyrisk stil, der på denne plade desværre må se sig uopfyldt.

Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter