Fede oldschool klicheer – De La Soul i Vega

Forventningerne kan næsten kun blive for store, når et så prominent navn som De La Soul gæster et københavnsk spillested. Ikke nok med, at gruppen spiller på dansk jord med et jubilæums show, at København er et af i alt kun seks steder i Europa, gruppen spiller showet, og at gruppen i 2005 spillede et brag af en koncert selv samme sted. Gruppen er notorisk kendt for at være yderst professionelle såvel teknisk som underholdningsmæssigt. Som sagt; problemet denne onsdag aften i december var derfor, at det næsten kun kunne gå galt med de skyhøje forventninger, der var sat. Dette skulle dog vise sig at blive sat til skamme; De La Soul gjorde det kort sagt igen, og skabte god stemning, intensitet, og måske mest af alt; hiphop!

Med som support til aftenens show var Medaphoar og Guilty Simpson. Af en eller anden grund kom Tue Track tilsyneladende aldrig på scenen, selvom han i første omgang var sat på som endnu en julegave. Uanset hvad, så betød dette, at aftenens to supportnavne kunne gå på scenen efter godt og vel en halv times pladevending fra DJ Dez, der gjorde et rigtig godt arbejde for at få alle folk op til scenen. Fedt at se en DJ, der faktisk formår at skabe fokus på scenen, frem for at ligne baggrunds-underholdning til en eller anden reception.

Nuvel, den knap så høje Medaphoar var den første til at entrere scenen, og en af de ting, der slog en fra starten var, at han ikke valgte brug af trådløs mikrofon; så bliver det næsten ikke mere oldschool.

Om det var meningen at skabe oldschool stemning eller ej, må stå hen i det uvisse, men det var i hvert fald et meget stemningssættende element for aftenen. Medaphoar var rimelig sikker i leveringerne og fik skabt udmærket stemning, men det virkede ikke som om, at publikum var særligt godt inde i hans materiale, hvilket gjorde det en smule svært for ham at komme helt udover scenekanten. At publikum ikke så godt kendte  Med’s materiale sås bl.a. ved, at stemningen steg markant i det øjeblik, han spillede et Madvillain  nummer, hvilket tydeligvis var noget en større del af publikum havde kendskab til.

Efter et par numre kom Guilty Simpson også på scenen. Det foregik i en form for ’samarbejde’ med Medaphoar, der dels lavede backup og dels spillede udsnit af sit eget materiale undervejs. Især under Guilty Simpsons nummeret ”Mans World” var publikum godt underholdt, og så kan man vel næppe ønske sig mere af et supportnavn.

De La Souls del af showet startede af en eller anden grund ud med en længere lydprøve af såvel DJ udstyr, som af de forskellige remedier, som aftenens store backup band ’ Rhythm And Roots All Stars’ skulle spille med. Om der helt præcist var noget galt, eller man simpelthen ikke havde fået lavet en ordentlig lydprøve tidligere på aftenen, må stå hen i det uvisse. Hvis det sidste er tilfældet, må det dog pointeres, at det er for useriøst at stable et jubilæums show til flere hundrede kroner på benene og ikke få lavet en ordentlig lydprøve før start.

De La Soul entrerede scenen og gik straks i gang med en slags intronummer, hvortil de bad publikum om at tænke tilbage på første gang, de hørte ”3 Feet High and Rising”. Stemningen var dermed sat. I starten af showet koncentrerede De La Soul sig, meget naturligt, om at spille de gamle numre fra førnævnte plade. Numrene fik et frist pust med livebandet, der skabte en levende baggrund til det meget energiske sceneshow, som De La Soul lagde for dagen.

Trugoy & Posdnous byggede hele aftenen igennem showet op ved i meget klassisk stil at udfordre koncertsalens to sider til en battle om hvor ’the party is at’. Det kan virke kliche, men det virkede, og det var en god indfaldsvinkel til drengenes show. Da vi endelig får et nummer af lidt nyere dato er det ”Much More”, der også leveres med liveband på.

Dette skabte en god introduktion, hvor det langsomt gik op for en, at det var et af de nye numre, der blev leveret i ny indpakning. Der blev dog også mulighed for at opleve De La Soul uden liveband i et par numres tid, hvorefter de kom igen. Dette virkede rigtig godt, fordi det skabte et fornuftigt pusterum.
De La Soul spillede bl.a. det efterhånden ligeså klassiske festhit ”Ooh!”. Her så man endnu engang, at drengene var i festhumør, da Davedrengen valgte at supplere linjen: ”if you’re a fat chick gettin your fuck on tonight” med at blamere sin vom. Publikum selv var også tændte nok, men man kunne godt mærke, at koncerten foregik på en hverdag. Af og til virkede det på undertegnede som om, at især Posdnous var en anelse skuffet over det kun var de forreste rækker, som for alvor virkede tændte – det ændrede dog ikke ved, at drengens energi på scenen var uforlignelig.

I sidste del af showet blev der for alvor kastet hits fra scenen af gruppen, deriblandt ”All Good” og ”The Grind Date”. Ikke særlig overraskende endte rækken af ekstranumre med ”Ring Ring Ring”. Givetvis en smule kliche, men hvis der nogensinde fandtes en aften, hvor klicheer kunne trives, må det være denne. Godt gået, De La!

Fotos : Thomas Baunkjær

Start en cypher? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter