Reportager Før den her, skrev vi om:

’Lounge-around’ til Sound Escape

Det blev en stille og rolig aften til Sound Escape’s tredje arrangement på Studenterhuset i Århus.
Salen stod ikke ligefrem på hovedet over aftenens line-up, og man fik hurtigt en fornemmelse, af at hovedparten af de fremmødte ikke var kommet for musikkens skyld. De der til gengæld var kommet for at opleve showet, udnyttede den afslappede stemning til deres fordel og havde plads til både efterskoleagtig hyggestund og promillepræget væltedans.

Rammerne omkring musikken blev leveret af en aspirerende kunstner fra Århus: ME/Mousteneriksen, der havde fernisering på et værk, der var sammensat specifikt til aftenens arrangement og fungerede som back drop på scenen.
Klokken seks blev dørene åbnet, og de der var interesseret havde mulighed for at komme ned og se forskellige værker i et lidt bedre lys end der ville være mulighed for senere på aftenen. De værker som Mousteneriksen havde valgt at medbringe supplerede da også den elektronisk prægede musik der var på plakaten enormt godt, og især aftenens hovedværk, samt en mini-fotoudstilling midt i lokalet stjal opmærksomheden.Mousteneriksen til sound escape
På scenen hang der fem lærreder i forskellige størrelser, med fotokunst fra en nedlagt industrihal i hovedstaden. Billeder af efterladte industrilokaler, med store, nøgne, grå og grønne betonflader, efterladte stole, og ledninger hængende fra loftet, gav scenen en rå fornemmelse og var givetvis mere interessant at se på end det sædvanlige sceneforhæng.Mousteneriksen til sound escape
Midt i lokalet på Studenterhuset står en gammel, rusten elevatorskakt, som et levn fra de dage hvor jernbane- eller havneindustri formentligt har holdt til i bygningen. Den er naturligvis nedlagt og kan ikke længere bruges, men på denne aften var den igen blevet bragt til live og fungerede som et lille lokale i lokalet, hvori der hang tre fotocollager. Igen supplerede kunsten godt den musik der skulle komme senere på aftenen, men især i forhold til Studenterhusets allerede eksisterende omgivelser passede disse værker godt ind. Den meget rå, rustikke og industrielle arkitektur på Studenterhuset blev fremhævet og udnyttet godt i forhold til de forskellige værker, og de tykke jernsveller og rustikke farver i indretningen flød nærmest i ét med den lidt industrielle fornemmelse der var i megen af det udstillede fotokunst.

Først på aftenen var der som forventet relativt tyndt befolket på Studenterhuset. Der var ikke mange af gangen der havde trodset det kolde og våde vejr, men løbende ankom og forsvandt der folk for at se ME/Mousteneriksens forskellige kunstværker.
Klokken seks var aftenens hus-DJ trådt op på scenen og lagde soundtracket til den indledende del af aftenen. I det grønne skær fra scenens back drop blev der spredt blandede melodiske og elektroniske toner ud i lokalet, hvor enkelte folk stod spredt og henholdsvis iagttog billeder og malerier, eller hjalp med aftenens afsluttende, forberedende detaljer.
Kort efter blev korken brækket af et par flasker champagner og så var der gratis velkomstdrinks, til de der var tidligst ude i anledning af ferniseringen.

Selve eventen indbød egentligt til et brag af en aften, og velkomstdrinks og diverse små gaver til gæsterne tilføjede et hyggeligt varetegn til festen. Strøet ud over de små firkantede borde foran scenen lå der spredt postkort med motiver fra den udstillende kunstner, Christiania-papirprodukter og musik magasiner, til fri afbenyttelse for aftenens gæster. Desværre efterlod antallet af engagerede gæster noget tilbage at ønske skulle det vise sig lidt senere, og det prægede naturligvis aftenens event i både positiv og negativ forstand.

Showet gik i gang en smule forsinket, som hip hop koncerter jo gerne har for vane, cirka klokken 23, med det lokale act: Pushing People, som dele af publikum tydeligvis havde et forudgående forhold eller kendskab til. Der var dog en del mennesker der godt kunne have brugt et skub op mod scenen for at skabe en lidt bedre helhedsfornemmelse.
Publikum har næppe har talt mere end 40-50 mand på dette tidspunkt, og endnu færre af dem lod til at være kommet på grund af hvad der foregik på scenen. De fleste gæster stod i baren, eller sad spredt rundt ved bordene, med meget lidt opmærksomhed rettet op mod scenen. Det skal selvfølgelig siges at det ikke var tilfældet for alle, og den lille halvdel af lokalet der gav sig tid til musikken gjorde sit for at opveje det manglende engagement fra resten af tilhørerne.
Pushing People Gruppens frontfigur, vokalisten Inspired, forsøgte da også, af flere omgange, at lokke en reaktion ud af den fjerne flok, men på trods af ihærdige forsøg var der ikke noget at hente. Det hele endte dog i en ganske hyggelig chill out session, på trods af passiviteten fra baren, da de publikummer der nu engang var engagerede, satte sig ned og dannede halvcirkel om scenen og holdt deres egen lille fest i selskab med gruppen.
Rent musikalsk var Pushing People en god måde at lægge aftenen ud på. De var aftenens mest ’mellow’ act, og også det mest akustiske, med en kontrabas der ovre fra højre hjørne på scenen lagde en tilpas tung, nostalgisk og afslappet lyd.

Aftenens næste act var et, musikalsk set, solidt set, der blev leveret ganske stabilt.
Dr. Syntax brugte den halve time på scenen til at udfolde sig med elektroniske produktioner af ganske høj kvalitet, men det var desværre stadig ligeså svært ved at løfte stemningen i huset som helhed, og der synes af naturlige årsager ikke at have været den samme lokalprægede stemning under dette act, som der var det under Pushing Peoples.Dr. Syntax
Det faktum at Dr. Syntaxs act er uden vokal af nogen art kunne også have været en smule bedre indarbejdet i sceneopsætningen. Man fik lidt fornemmelsen af at der ville ske noget mere på scenen, da Dr. Syntax var placeret længst væk fra publikum, ved et bord ude i hjørnet på scenen. De fleste vil formentligt være enige om, at det er vigtigt at kunstneren har de bedst mulige forudsætninger for at skabe forbindelse til publikum, men aftenens sceneopsætning synes desværre, i dette tilfælde, at distancere publikum fra Dr. Syntax, der jo som oftest var dybt fokuseret på udstyret foran sig.

En god halvanden times tid efter at musikken var skudt i gang blev det tid til det der skulle vise sig at være aftenens musikalske højdepunkt. DJ Graded kom på scenen og gav de interesserede en smagsprøve på hvad man som danmarksmester i mix skal kunne præstere. På trods af rent faktisk at være ”gemt” mere af vejen end eksempelvis Dr. Syntax, tillod DJ Gradeds set ham en del mere aktivitet bag pulten, og hans optræden var derfor en smule mere interessant at iagttage end aftenens andre DJ acts.DJ Graded
Mest mindeværdigt ved Gradeds optræden var nok overgangene i hans mix. Der er ikke nogen tvivl om at det var den rette optræden, på det rette tidspunkt, og selv om der ikke var optimale forudsætninger for aftenens optræden, var det svært ikke at være en smule imponeret over optrædenen, der da også fik trukket et par enkelte af de ellers meget passive bargængere en smule tættere på dansegulvet.

Som det måske kan fornemmes på den overordnede ordlyd i reportagen, var det en blandet fornøjelse til Sound Escape pt. 3, men en fornøjelse ikke desto mindre.
Der kunne kun være gjort meget få ting bedre på selve aftenen, men havde det overordnede mind-set fra publikum side været mere i aftenens ånd, er der ingen tvivl om at dette ville have været en endnu federe aften.
Så herfra skal der lyde en opfordring til arrangøren om at fortsætte det gode arbejde og arbejde endnu hårdere for at tiltrække ”det rigtige crowd,” om man vil, og ydermere en opfordring til læserne i Århus, der helt sikkert bør overveje at bruge deres fredag eller lørdag på at live en event som denne, når chancen byder sig en anden gang.

Fortæl dine venner?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.