Speziel Cafékoncert

Som det platte ordspil i overskriften indikerer, har jeg været til en cafékoncert med Kasper_Spez. En speciel oplevelse, der udspillede sig på Gimles café onsdag d. 4. november, inden han for alvor smuttede med Jooks landet rundt.
Gimle i Roskilde, er normalt et aldeles udmærket spillested, da fleste koncerter afholdes i en ombygget vandtank, hvor der er en fantastisk akustik. Ved siden af ligger en hyggelig café med plads til under 100 mennesker. Her slog Kasper Spez sine folder med Es bag computeren og som back-up. Egentligt var der bedre lyd på caféen end jeg havde forventet. Jeg regner ikke med sublim lyd, til en cafékoncert, og det var der nu også langt fra, men da Spez ikke havde band eller lignende med, var lyden ikke så afgørende. Koncerten var gratis og jeg vil tro der var omkring 70 personer mødt om, hvilket passede fint med antallet af siddepladser og til stemningen.

Med et set på, godt og vel, ti numre, blandet af nyt og gammelt, numre fra Fantasten og Love Junkie, ramte han en stor del af publikum rigtig godt, da mange virkede til at være trofaste fans, der kunne de dele af Love Junkie teksterne som Spez selv glemte. Der var da også en enkelt flaske boblevand blandt publikum, så Spez kunne få sine sæbebobler.

Selvom Es gjorde det fint, og smilende var med til at live scenen lidt op, var det ikke nogen større musikalsk oplevelse, at opleve Spez rappe hen over sine udgivelser. Alligevel er der noget helt specielt ved at høre det fra hestens egen mund og smile af dens forhutlede charme og sarkastiske præsentation af ikke-eksisterende bandmedlemmer. Han valgte også uforbeholdent, stille og roligt at forsøge sig med at synge den sygemeldte Pernille Valentins passage af Dagen Derpå, hvilket var mindre elegant, men ganske modigt.

Det lyder måske lidt sygt, men den højst sympatiske herre mindede mig pludseligt om Peter Plys. Det er måske en af de associationer man skal holde for sig selv, men der er noget roligt og pudsigt ved hans optræden, som jeg bedst lige kan beskrive sådan. Han virkede mere forvirret end nervøs, men sådan tror jeg egentligt bare, at han er. Sær og særlig. Han formåede at være udadvendt og indadvendt – nærværende og fjern på samme tid, som om manden er lidt i sin egen verden. Men hvilken verden det er. På sin vis, er det med til at videreføre det mystiske element, uden at det bliver arty farty, påtaget eller selvhøjtideligt.

Jeg håber, at han hyggede sig, for det gjorde vi – men nogen dragende, inspirerende musikalsk oplevelse var det ikke. Lige så meget, som den pudsige fremtræden vinder på en cafékoncert, taber det velkomponerede lydunivers på en lille scene som denne, og det ærgrede mig lidt, at det ikke var i vandtanken jeg oplevede ham. Jeg håber på, snart at få mulighed for at opleve Spez på en stor scenen med gæster og band – symfoniorkester sgu. Så håber jeg bare ikke et sådant set-up vil ændre på hans særligheder.

Billederne er venligst udlånt af Gimle og taget af Laila Christensen

Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter