Selvhøjtideligt følelsesorgie

Dansk raps tunge drenge i TABU har endelig fået nok af at regere på hardcorerap-tronen og prøver med dannelsen af gruppen Selvmord noget nyt. Det er blevet til et konceptalbum der udforsker, hvad man kan bruge rap til i dansk populærmusik, samtidig med at det udforsker en slags emnernes evergreen: parforholdet.

Jonas Vestergaard og Rune Rask står bag lydtapetet til Liam O’ Connor, Emil Simonsen og Andreas Duelunds vokaler, og det er primært på lydtapetet den store forandring fra deres foregående udgivelser har fundet sted. Universet er mestendels mørkt, hårdt og til tider skummelt som man efterhånden kan forvente når Rune Rask er indblandet. Instrumenteringen er meget organisk selvom der er masser af flot synth-arbejde involveret, og der er masser af knitrende støj, rumklange og effekter til at omringe vokalerne, der i øvrigt også har fået turen igennem maskinen. Det resulterer i et meget helstøbt lydunivers hvor sangene får lov til at træde frem for hvad de er og en produktion der lyder lidt som noget man kender uden overhovedet at være det.

Når bølgerne går højt, rammer de tre vokalister og tekstforfattere virkelig plet, som på singlen Råbe Under Vand, der malerisk beskriver kommunikationsvanskeligheder i parforholdet og de omkringliggende problemer det kan medføre. Desværre holder niveauet langt fra til en hel plade med så gribende numre, og det er faktisk kun momentvist, pladen overhovedet formår at fastholde min fulde opmærksomhed. Lidt for ofte virker teksterne uskarpe, forstået på den måde at musikken og leveringen fortæller en følelse, men at teksten slet ikke formår at være representativ for denne. Til tider føler man, at tekstforfatterne i bedste D-A-D-stil har taget nogle nøgleord og kastet dem ned på papiret uden at sortere i dem eller sørge for at de lander så der skabes en fed sammenhæng.

Udgivelsen rammer mig bedst de steder hvor den er mest poppet i sit udtryk. Det er som om teksternes løse fabuleren bliver blødt op og skaber en meget spiselig helhed når der kommer et catchy omkvæd og lidt hurtigere fortællerrytme på – således rammer førnævnte single Råbe Under Vand plet hos undertegnede, ligesom Hver Gang Du Går og Uden Dig går rent ind med deres varierede, fængende udtryk.

Det ærger mig oprigtigt at teksterne ikke formår at fastholde min opmærksomhed, for udførslen af albummet er virkelig god! Alt er godt eksekveret i produktionen. Vokalerne leveres intenst og med teknisk niveau der absolut er godkendt, dog uden på nogen måde at være prangende. Instrumenteringen er velvalgt, sammenhængende og alligevel varieret. Men korthuset falder desværre delvist sammen når det er bygget op om tekstmateriale der, tjaeh, kommer til kort.. For nok lyder det godt, men den bærende kvalitet på et popalbum skal være de gode sange, og jeg synes ikke de er til stede i tilstrækkelig grad på dette album.

Start en cypher? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter