Selvmord på slap line

Det er blevet kaldt emo-rap og er blevet tilskrevet at være både blødt, poppet og gay, mens kunstnerne selv prøver at forklare, at det blot er “noget helt andet” end det de plejer at lave. Trods de meget velkendte stemmer, og en til dels genkendelig Tabulyd, forsøgte Selvmord at bevise at de skal høres med nye ører og en ny indstilling til både kunstnerne og måske endda rap/hiphop.
Under alle omstændigheder fyldte Emil Simonsen (Orgi-E), Liam O’Connor (L.O.C.), Andreas Duelund (Bai-D), Jonas_Vestergaard og Rune_Rask Nordens største biograf Imperial hele to gange i løbet af torsdag aften/nat, hvilket i alt er cirka 2200 gæster.
Undertegnede fik et sæde under midnatsforestillingen.

Stemningen var rigtig god i salen fra start til slut, og der var stående applaus og nogle få tøseskrig, da de fem indtog den for en hiphopkoncert noget specielle scene. Publikum skiftevis sad på eller stod ved deres pladser det meste af koncerten igennem, mens nogle få fandt vej til scenekanten.

Trods specielle omgivelser og siddepladser var det stadig en rigtig koncert og ikke noget teatralsk gejl, hvilket jeg ærligt talt havde frygtet på grund at det valgte venue.
Bandet klarede det fint, og fik det musikalske niveau en tak op med en herlig live-feeling, på trods af at bassen blev lidt skramlet i biografsalen. Imperials surroundanlæg blev godt udnyttet, og især de elektroniske passager nåede godt ud til selv de bagerste rækker. Belysningen var holdt forholdvis dyster, men blev brudt af lidt stetoskoplys i ny og næ, og så var der godt gang i røgmaskinen. På det store lærrede i baggrunden blev der vist videoer, der passede godt til stemningen og var så simple, at de ikke stjal opmærksomheden og blev forstyrrende.
Man så desværre ikke meget til Rune Rask og Jonas Vestergaard, de nøjedes med at holde sig helt eller delvist i mørket, hvorfra de kunne tage æren for en lydside, der virker både sammenghængende og divers. De meget poppede passager irriterede mit øre lidt, mens de hårdere, elektroniske og de lidt klassiske elementer var meget vellykkede. Nummeret Ensom Mig, fangede især min opmærksomhed, både lyd- og vokalmæssigt, mens det lækre, lidt skæve beat drukner lidt i lydeffekter på Lige Begyndt.

Således var scenen sat og de erfarne herrer fra Selvmord spillede ganske enkelt den kommende debutplade, Selvmord, fra ende til anden. Under det første nummer, Selvmord, der ærligt talt mindede mig stilmæssigt lidt om Nik & Jays Elsker Hende Mere, bød publikum  hver enkelt rapper velkommen med en klapsalve hver gang en ny tog ordet. Stemningen blev kun bedre, da de kastede sig over radiohittet Råbe Under Vand, hvillet også fik publikum op af stolene.
Tager man i betragtning, at de kun havde et velkendt nummer at byde på (med undtagelse OK og Smiler Alligevel der husererede på youtube allerede før koncerten – begge numre, det i øvrigt klædte meget at blive spillet live) holdt de imponerende godt fast i publikums opmærksomhed.

Man kunne ane duften af et par joints i salen, og folk kunne hente fadøl i foyeren, men stemningen var aldrig, og var sikkert heller ikke tiltænkt at være, festlig. Under sådanne omstændigheder, er det måske heller ikke nemt at nå ud til 19. række, og det lykkedes kun til en vis grad. Det var, som om der manglede noget. Men der burde ikke mangle noget, når man jeg lytter til tre af Danmarks bedste rapstemmer, et udemærket, men satset tekstuniverskoncept og fine, produktioner og kompositioner?

Udover at jeg, som så ofte når det kommer til dansk hiphop, ikke var imponeret over omkvædene, som også lider under en produktion hvor der ofte manipuleres med stemmerne, hovedsageligt L.O.C.’s, synes jeg faktisk at teksterne i sig selv holder. De er tilsat en bunke guldkorn af billeder og metaforer. Man kan muligvis blive en bedre kæreste af at lytte til dem – eller få lyst til at give op og skride. De er nemlig personlige og generelle på samme tid, og så er jeg ligeglad med, om de fem ellers hårdkogte fyre tuder lidt. Faktisk er mit problem nok, at de ikke tuder nok, eller ordentligt. De tre rappere brillierede hver især på enkelte passager. Andreas blandt andet i starten af nummeret Ensom Mig, Emil på Lad Som Om og Smiler Alligevel og Liam på Hver Gang Du Går. Her ramte de en agrressiv eller frustreret stemmeføring og energi, som manglede hele showet igennem.
Deres sceneoptræden var passende nok mere afdæmpet end normalt, men jeg manglede det sidste før det kunne røre mig. Teksterne er følsomme, og lyden lægger også fint op til det, men hverken på det indspillede jeg har hørt, eller live i går, kommer de tættere på, end bare ud over scenenkanten. De manglede at ramme mig med den frustration, indignation, aggressivitet, bitterhed, skrøbelighed eller måske endda selvdestruktuvitet som de ligger op til i deres tekster, lyd og koncept. Det blev lidt for pænt og poleret. Hvis man skal tude, skal man gøre det ordentligt og ikke være bange for at det bliver grimt. I mine øjne bestod Selvmord på dette punkt ikke i torsdags, for når man går så meget op i at konceptualisere og genopfinde sig selv, skal det godt nok også gennemført.

Fortæl dine venner? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter