Det er nu cirka halvanden måned siden at Galleri Grisk åbnede dørene til deres første udstilling af street-art, og begyndte at etablere sig som en del af den århusianske urbankultur.
Den sjette november blev væggene i det lille sidegadegalleri så indtaget af den næste udstiller i rækken: Claes Otto Jennow.
Claes Otto Jennow har siden firserne været aktiv i det danske graffiti miljø, og har arbejdet med forskellige former for kunst siden da.
Senest har kunstneren haft udstillingsdebut, i gruppeudstillingen ’On Paper’, i sommeren 2009. Her udstillede han kunst, med udgangspunkt i papirmateriale, i samarbejde med en lang række andre kunstnere, både professionelle og debuterende.
I den nye udstilling på Galleri Grisk er det dog hans malerier der i fokus, frem for papirskulpturer eller togvognsmalerier, og her vil det være muligt at få et mere omfattende indblik i kunstnerens udtryksform;
”Et blik ”under overfladen” og lidt mere fordybelse er vel det, der skiller mine malerier produceret i atelieret og min graffiti. Mine malerier er en modsætning til det kontante, skarpe og stramme” siger kunstneren selv om værkerne.
Udstillingen kan opleves i Galleri Grisk, på Anholtsgade 16 i Århus, til den tiende december 2009.
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter





Ingen kommentarer endnu…