Reportager Før den her, skrev vi om:

Beat My Guest kører god fristil

Lørdag d. 14. blev der fyret godt op under et mindre, men meget vellykket freestylearrangement, da Beat My Guest part 3 løb af staben.
Omkring 20:30 indtog Stadium Riders scenen. De faste blingblingfyldte konferencierer er lige så gode til at opreklamere sig selv som Sydney Lee, som de i øvrigt senere meddelte, at de ikke kunne lide – og heller ikke asiater…
Hvis vi lader det ligge, klarede de det rigtig godt. Kan man ikke holde dem ud, havde man nok en lang aften, for de fyldte meget. Jeg synes dog de kørte god stil, og de opfordrede publikum til det samme, når det kom til at bedømme freestylen: ”Giv det op for den bedste rapper, ikke ham I har gået på efterskole med”. Der var nemlig ingen dommere, men publikumslarmsmålingsmetode. Var det for tæt, gik rapperne ud i en fjerde runde.
Selvom publikum måske ikke helt tog rådet til sig, skabte de, omkring 150 styks, en positivt, festlig stemning, og rapperne fik den rette opmærksomhed og respekt til at præstere – uden for mange nerver men med nærvær – hvilket førte til freestyle rap af rigtig høj karat. Lyden var god, så længe det gjaldt beats og pausetracks, men da det kom til vokalerne, kunne den godt have været bedre. DJ Markersen havde linet avancerede, ofte velkendte, amerikanske beats op. Disse skulle der battles over i tre runder af et minut, to med emner.

Linky MC Ollie Beat My Guest 3Scenen var sat, og fra den første battle, der ved lodtrækning kom til at stå mellem SomR og Hakkimm, gik SomR videre. I den anden måtte Fresco lægge sig for Mund De Carlo. MC Ollie mødte Linky i aftenens tredje battle. Linky flowede egentligt fint nok, men havde ikke så mange gode linjer, og fik ikke publikum lige så godt med, som MC Ollie, der både formåede at anvende Linkys emne Las Vegas bedre og at tage sejren. Bryggeren sendte No Flow ud, blandt andet med linjen: ”Ham der kan jeg li’ nak’ // han er lige så hadet som den danske ambassade i Irak”.

Balthasar Beat My Guest 3Aftenens live act var Balthasar, der har en EP på trapperne. Han også virkede til at have det godt på scenen, med en fin tilstedeværelse og fede beats var der godt gang i både ham og publikum. Lyden var stadig ikke helt optimal på mikrofonen, og især under dobbelttempo blev vokalen lidt utydelig. Efter sine egne numre Produktet, Gør Mig Lykkelig og Hvad Havde Du Forventet, bad han Mund de Carlo gæste scenen. Sammen er de Rimligheden og de udførte nummeret Beskidte Kneb. Efter et medley fra Balthasar solo, blev han opfordret til et ekstranummer, hvilket blev en genudsendelse af det populære Rimlighedennummer.

Så tilbage til freestylen hvor første semifinale stod mellem SomR og Bryggeren. Sidstnævnte lå over sit Fight Night niveau, og gik også videre til finalen uden for alvor faretruende modstand. Den anden semifinale mellem MC Ollie og Munde De Carlo blev tættere. Mund De Carlo fik demonstreret improvisation, da han væltede Frescos øl, og lige efter smed linien: ”Undskyld Fresco // det var ik’ min mening, jeg vil heller’ smadre den der smatso”. MC Ollie fik blandt andet lavet dette rim: ”Jeg kan slå fra mig // jeg vinder som Obama”, men efter at have været ude i en fjerde runde, fik han ikke ret, og Mund De Carlo gik videre til finalen.
Bryggeren Mund De Carlo Beat My Guest 3Således stod finalen mellem Bryggeren og Mund De Carlo. Dette blev ligeledes en meget tæt battle, og de blev begge ved med at overraske, komme fantastisk tilbage og overgå hinandens niveau. Bryggeren med sin lidt tilbagelænede, overlegne stil, og Mund De Carlo med en mere ud-over-scenekanten tilgang endte således ude i en fjerde runde, hvor Bryggeren lagde godt ud med en masse fine, egentligt ret skarpe referencer til skak. Mund De Carlo tog dog sejren og de 1000 kroner – danske, ikke svenske – hjem over et Disneyemne, med blandt andet: ”Jeg kan tage dig // da jeg tog din dame, skreg hun hakuna matata”. Om udfaldet havde været anderledes hvis der havde været dommere, er jeg ikke sikker på, men Mund De Carlo var vidst på hjemmebane.

Over hele linjen var der som altid en del linier om modstandernes mødre og kærester aftenen igennem, men mange var originale. Det var ikke det mest intellektuelle freestyle jeg har hørt, men der var megen kreativitet, gode associationskæder over emnerne og ikke mindst energi og svinen til. Tilsat rigtig god levering, endte det som fantastisk underholdning, til et meget fedt arrangement, der helt ned til flyeren var ret tjekket. Måske en anelse ungt med en gennemsnitsalder under de 20, men det er det de unge vil have, som man siger.

Foto: MaleneAnna

Kunne du digge det her?

5 kommentarer

  • Fan 19/11 2009 - 11:40

    Jeg forstår godt at du ikke mener intilligensen var særlig høj blandt rapperne hvis de linjer du refererer til er dem du mener bør fremhæves ud af alle

  • Fan 19/11 2009 - 11:41

    der var virkelig mange andre linjer der var bedre

  • Lina Krarup 19/11 2009 - 12:35

    Egentligt vil jeg mene, at der er forskel på intelligens og intellekt. Og så skal det ikke være en hemmelighed, at da jeg selv er freestylefan, bliver de helt fantastiske linjer ikke altid noteret ned, fordi jeg har for travlt med at være begejstret. Jeg er helt enig i, at der var linjer der var bedre! Men har har dem ikke…

  • Random 21/11 2009 - 11:39

    Enig med Fan, der var mange linjer der overgik dem du fremhævede. Ligesom Ollie’s jeg-vinder-som-Obama-linje .. Det er jo blot en tænkelinje altså.

    Og en gennemsnitsalder under 20 er da bestemt heller intet problem. Bare fordi BMG kører god stil, og ikke kun går efter de pladeaktuelle, fight night veteraner.

  • Lina Krarup 21/11 2009 - 17:10

    Jeg skriver ikke, at det er et problem, men kan godt se, at måden sætningen er skruet sammen, kunne indikere det. Dog er det gået op for mig, at det ikke fremgår, at det er publikum jeg forsøger at gætte alderen på.
    Det med linierne synes jeg, at jeg har svaret på. Det ville være nok være mere konstruktivt, hvis nogen ville tilføje de linier, de synes jeg ikke fangede.

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.