Socialrealisme med et glimt i øjet

Kammertonen – Gucci & Dåsemad (CD)

”Du har magt over livet og bestemmer, hvornår det slutter – men husk at begynde”. Sådan lyder opfordringen fra Kammertonen, der med deres debut ”Gucci & Dåsemad” forsøger at fortælle det danske folk – primært ungdommen – at vi bør rette op på vores kedelige tendens til at lægge vægt på de forkerte værdier her i vores lykkelige og tilsyneladende problemfrie liv. Jooks var inde på det samme med sin debut; at vi alle er privilegerede, men ikke rigtig fatter, hvad det egentlig betyder, og hvor meget vi elsker at brokke os over vores smålige problemer, mens resten af verden er i brand. Med dette tema som albummets røde tråd er vi ude i en substanstung omgang, men heldigvis med et tilhørende glimt i øjet.

Det hele leveres nemlig med et kækt mix af alvor og ironi, og Kilo Peter og Afatikons humoristiske indgangsvinkel, viser sig undervejs at være et uhyre virkningsfuldt værktøj, for i stedet for at pege fingre af folk og bræge oppe fra prædikestolen, flyder Kammertonen rundt på et niveau, hvor indholdet pludseligt fremstår yderst genkendeligt, og budskaberne får i høj grad en til at spidse øre. Godt nok er det ikke poesi af øverste skuffe, der bliver disket op med, men det minimale kan også have en stærk effekt, som på ”Hey, Hey”, hvor der rappes:

”For mig har livet altid været lutter drømme /
Så jeg blev fredløs den dag, det blev forbudt at drømme /
Eliten ka’ så småt pakke sammen og vinke farvel /
Siden du bliver’ straffet i gymnasiet for at tænke selv /
Taber-fabrikken, den yngler som rotter /
Mens vi uddanner folk, der snart erstattes med robotter /
De sir’ jeg’ en drømmer, og at markedet er et røverkøb /
Er det mig der drømmer, eller dig der ligger søvnløs?”

Antallet af gæsterappere er sparsomt; Brun, Es og SupaJan leger med, og sidstnævnte, der lige så langsomt er ved at blive en af mine favoritrappere på dansk jord, efterlader hovedpersonerne i skyggen med det legesyge flow på ”Penge Penge”.

Produktionssiden er bemærkelsesværdig, da Es har bidraget en del. Han har altid været mere end velset på den danske hiphopscene, men efter Kasper Spez’ ”Fantasten” kom ud, hvis produktion Es egenhændigt stod for, strøg han direkte op i toppen sammen med the best of the best. Kilo Peter sørger godt nok selv for det meste, men Es’ kendetegn er ikke til at tage fejl af. Den storladne og i sandhed dommedags-lydende ”Dommedag Er Nu” er fremragende sammensat, med tonstunge trommer og op til flere kor, der får det hele til at lyde uhyggeligt advarende og overordentligt mastodontisk. Ja, manden kan jo få et gennemført musikalsk stykke musik ud af at hamre på nogle potter, pander og dåser – hvilket han sjovt nok har gjort på ”Ambivalent”, der som forventet er en af de bedste skæringer på pladen. Kilo Peter skal dog også have sin fortjente del af crediten, for han holder gennemgående en høj standart, med hans melodiske mainstream approach til undergrundslyden.

”Gucci & Dåsemad” er, uden at virke synderlig ambitiøs, en ganske solid plade. Produktionerne er helt i orden, og det er ganske tydeligt at de to herrer bag har noget på hjerte. Leveringen bliver dog undervejs lidt flad, og det er ikke flowteknikken, der er lagt mest vægt på, hvilket i sidste ende placerer Kammertonen et sted lidt over standart. Der er uden tvivl et par glimtende perler at finde på pladen, men ”det nye store” er det ikke, og når alt kommer til alt tvivler jeg på, at deres godhjertede budskaber resulterer i mere end smilende hiphophoveder rundt omkring i kongeriget.

Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter