Raphael Saadiq viste vej på Vega

Før dagens koncert blev jeg spurgt “Hvem er Raphael Saadiq egentlig”. Mit svar var; Raphael Saadiq er en amerikansk sanger/producer/musiker, der har stået bag et utal af hits og stærke sange.
Han er en gemt, men anerkendt stjerne. Dette ses på hans seneste plade The Way I See It, der kun rummer tre features: Joss Stone, Jay-Z og Stevie Wonder. Denne plade kom til at være grundlaget for aftenens koncert, der havde stjerneskuddet Sandra Hakky som første aktør.

Sandra Hakky leverede et stabilt show, bakket op af tre musikere, samt producer og DJ Phase 5. I 20 minutter gjorde hun, hvad hun kunne for at underholde en crowd, der uden tvivl hellere ville se Raphael Saadiq.
Hendes nye materiale, der stammer fra hendes kommende plade, lader til at være ret stabilt, men fængede desværre ikke på det apatiske publikum.

Noget der til gengæld fængede var Raphael Saadiq, der slog ned som et lyn på scenen og spredte sig ned gennem publikum som en steppebrand af fest og godt humør.
Jeg tror, der gik maksimalt et minut, før jeg tænkte “det her er måske den bedste koncert, jeg har været til”, og jeg har været til et par koncerter igennem min levetid.
Der var virkelig nærvær og stemning, som jeg aldrig har oplevet det før. Raphael Saadiqs sammenspil med bandet og måden de, på en naturlig måde, skiftede tempo i numre og gang på gang tog røven på publikummet, der i forvejen var ved at danse røven af. Ikke nok med at der blev skiftet tempo inde i numre, stilarterne fra nummer til nummer varierede også i spændvidde fra Motown til regulær tråd; fra RnB til swing.
Der var plads til alle; alle bandmedlemmerne fik en tur, hvor de lige lavede en solo-ting og publikum gik da helt amok, da backup-sangerinde Erika sang Lucy Pearl’s Don’t Mess With My Man, mens Raphael spillede guitarriftet.

Da Raphael Saadiq og band havde revet publikum rundt i dansemøllen i godt 45 minutter var jeg mæt. Jeg tror det er første gang nogensinde jeg efter 45 minutter har tænkt “Hvis jeg havde givet 300 kr. for at opleve den her koncert, så kunne jeg gå glad hjem nu.”

Men selvfølgelig var der ekstra numre, og de var ligeså fantastiske som resten af den fantastiske oplevelse, koncerten havde været indtil videre. De spillede ca. 30 minutter, hvor meget af det var en instrumental-ting, hvor Raphael spillede bas og der foregik en call and respond-ting, hvor publikum sang med.
Og lur mig, om der så ikke var en omgang ekstra numre mere, hvor vi lige fik 10 minutter mere.

Alt i alt blev det til koncert på 1½ time, hvor hverken fødder eller hænder var ude af bevægelse et eneste øjeblik.

Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter