Per Vers Interview – En mester taler ud

Når man snakker om MC’s Fight Night, så popper navnet Per Vers ofte op, da han var den første der vandt denne bizarre udgave af freestyle, men også fordi at han gjorde det to år i træk, for derefter at hive stikket på sin battle-karriere.
Det er ved at være 10 år siden at Per Uldal vandt MC’s Fight Night og i den forbindelse har vi taget en snak med ham om konkurrencen, hans forhold til battles og hans virke udenfor ringen i årene efter.
Ud af de deltagere der var i MC’s Fight Nights første år, så er der ikke mange som stadig gør sig bemærket på den freestyle-scenen i Danmark. Derfor er det også naturligt at spørge Per Vers om hvordan det var den gang, da han kan give os et førstehånds indtryk af de spæde dage:

Den første Fight Night var nærmest et socialt eksperiment, hvor folk kom fra nær og fjern og var meget forskellige – nærmest som i Mos Eisley Rumhavn i Star Wars.
Der var en spændt stemning med folk der hviskede i krogene om at “ham der ADL fra Sverige sku’ være helt umenneskeligt skarp” og i dén dur, fordi folk aldrig havde mødtes på den måde til en turnering.

Det sociale eksperiment tog siden fart og Per Vers valgte at trække sig tilbage som dobbelt, og dermed ubesejret, mester, men man må kunne forstille sig at bruddet, på sin vis, må have været vemodigt eller hvordan?

Jeg synes det har været meget lykkelig skilsmisse – jeg har været indover Fight Night de fleste år, som dommer i 2 x 2 år, og som sparringspartner mht idéer, og jeg er lykkelig for de muligheder det har givet at skrive “dobbelt ubesejret Fight Night vinder”, hvilket var med til at etablere mig som et navn.

Med andre ord har de to parter ikke helt kunne holde fingrene fra hinanden, selvom de har været skilt i omkring 8 år.
Faktisk holder de så meget af hinanden at Per Vers på MC’s Fight Nights jubilæums dag uddeler gaver til gæsterne for på den måde at sige tak for minderne;

Jeg har netop lavet en opsamling-CD [“Status”], der kommer til at ligge på hvert eneste sæde i KB-Hallen som en gave fordi jeg har 10-års jubilæum ligesom Fight Night – 10 år som prof MC – hvor jeg mellem numrene snakker med Hans Otto Bisgaard, og dér siger jeg at jeg husker Fight Night aftenerne som “95% nerver og 5% sjovt.”

Og nerver er der rigeligt af, når først klokken ringer, uret tikker og ordene flyver igennem luften. Mange mener dog at battle-kulturen har ændret sig meget, siden Per Vers jonglerede med ordene og tryllebandt det nysgerrige publikum.
I disse dage er tilskuerne en del at battlen, hvor de jubler, buh’er og i det hele taget bare udtrykker sig meget mere end for bare få år siden.

Jeg havde aldrig oplevet et eneste buh-råb – i hvert fald aldrig mere end en enkelt homie der gav fuckfinger til hans vens modstander – før 8 Mile.
Den sæson var en skillevej, hvor 8 Mile nærmest var vores kulturs Saturday Night Fever, der gav vores forældre lyst til at danse – og det som de nye interesserede tændte på var intensiteten, konflikten og den onde stemning.
Nu er der jo blevet fundet en form der fungerer, hvilket betyder at alle
rappere kører den samme stil. Så der er en langt større teknisk sikkerhed, men også mindre personlighed og afveksling.

Heldigvis så har Per Vers siden han forlod MC’s Fight Night været med til at udbrede freestyle, så den menige dansker kan opdage at freestyle er langt mere end verbale tæv i en boksering.

Jeg har prøvet en masse andre ting, såsom de 500 skolekoncerter, hvor vi de første 3-4 sæsoner helt klart havde følelsen af at være ambassadører der viste denne smukke kunstform for eleverne for første gang, og nu hvor jeg er med Frank Hvam rundt som “surprise act” og viser det måbende voksne publikum hvad man kan med improvisation og sprog.

Det er da også sikkert at freestyle-ambassadøren fra Gram forsætter derudaf med både freestyle, rap og alle de andre koncepter han har i luften; for manden kan ikke lade være, selvom han holder en pause eller som  som han selv siger:

Der er mange aftener jeg ikke kan falde i søvn, fordi jeg kan se en hel masse uudnyttede muligheder.
Min  kæreste ville ønske jeg var bedre til at slappe af, og ikke tænkte på tekster og projekter hele tiden, men jeg har altid været meget fokuseret på at komme ud med mine ting – helt sikkert også mere end hvad godt er som menneske.
Men når jeg 1. december er færdig med 90 shows på 3 måneder med Frank Hvam holder jeg fuldstændig fri i et helt  kvartal. Bare mig og min søn i døgndrift, indtil han skal i vuggestue.
Så må vi se hvad min hjerne siger til det. Mit hjerte glæder sig i hvert fald.

Start en cypher? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter