Århus – det er mega fucking street

På vegne af WOTS.dks Aarhus Took It-redaktion, takker jeg for et godt arrangement med mange gode oplevelser. Jeg må ligesom en af årets værter, Jonny Hefty indrømme, at jeg også er blevet forelsket i Took It, jeg vil dog modstille mig at sammenligne festivalen med en 10årig pige, trods jubilæumsstatus.
Hefty og J-Spliff styrede som værter Aarhus Took It med fast, men meget afslappet hånd, hvilket også var meget i ånden. De havde et fint sammenspil og J-Spliff blev ved med at kalde Hefty for sin far.

Årets  Took It bød på et udelukkende dansk program, men sikke et program! Det beviste, at det ikke er nødvendigt at hente store stjerner fra udlandet for at fylde Train. Det kan selvfølgeligt diskuteres hvor stor en rolle Malk De Koijn spillede i forhold til billetsalget, men det kan ikke diskuteres hvorvidt et udelukkende dansk program kunne bære en todags hiphopfestival.

Programmet viste også hvor alsidig dansk hiphop efterhånden er, og festivalen har ikke været bange for at nå et godt stykke rundt i krogene. (Links i dette afsnit, fører til reportager fra de enkelte koncerter).
Et mindre navn som Khal Allan, der hovedsagelig er velkendt i undergrunden står i skarp kontrast til navne som Johnson og Jooks, der efterhånden også er nået ud til P3- og Boogie-segmentet.
Ligesom der både var rappere, der har været i gamet i mange år som Kuku Agami, Clemens, Ataf og Joe True og unge kunstnere som Negash Ali og Ham Den Lange.
Det stemningsmæssige register er stort, når festivalen – og kulturen for den sags skyld – rummer både det dystre og poetiske ved for eksempel Kasper Spez og det festlige, dansable ved blandt andet UFO Yepha, der efterhånden nærmer sig club. Desuden var der jo Malk De Koijn og Danish Operation, som på hver sin måde lå i en liga og kategori for sig selv.
Det brede program trak også et rummeligt publikum og viste at hiphop ingen alder har. Der var på intet tidspunkt direkte dårlig stemning, og alle kunstnere virkede til at nyde at stå på scenen.

Billetsalget gik også strygende, og i løbet af fredag aften blev de 850 billetter solgt ud. Hvor stor en rolle Malk De Koijn spillede her, kan selvfølgelig diskuteres, hvilket arrangørerne tydeligvis var bevidste om, så de valgte at sælge lørdagsbilletter til 75 kroner.
Man frygtede også at lørdagens fodboldkamp ville holde folk hjemme, og valgte derfor at vise kampen på storskærm på den stilstødende natklub Kupé. På sin vis, var det lidt ærgerligt, at nogen af publikum valgte fodbolden frem for Kasper Spez, Ham Den Lange og især Ataf led under at ligge under afslutningen af kampen, men på den anden side, er det bedre end, at de blev hjemme.
Afviklingen gik umiddelbart nogenlunde problemfrit, aktørerne gik stort set på til tiden og der var indlagt små pauser. Det er ofte en glæde at besøge Train, da det hele kører yderst professionelt på det praktiske plan, og dørmænd og garderobepiger kan godt gøre en stor forskel til så stort et arrangement.

Fredag åbnede dørene kl. 20.00, selvom det første navn gik på kl. 20.15, hvilket ikke var fair overfor hverken publikum eller Kuku Agami. Og det er som om akustikken bliver endnu værre af, at der kun står en crowd, der er langt mindre end Train kan rumme. Generelt gjorde lydfolkene hvad de kunne, men der er ikke så meget at gøre, akustikken er aldrig voldsomt fantastisk på Train.

Til gengæld var jeg forholdsvis imponeret at lyden under de fire gratiskoncerter udenfor Train. Omstændighederne taget i betragtning, lød det udmærket. Traditionen tro, blev der nemlig holdt små arrangementer rundt omkring i Århus i dags- og tidligaftentimerne.
I år i form af en danseworkshop, en debat om rap og integration, de århusianske rapskolers afslutningskoncert samt en udendørskoncert med fire lidt anderledes navne.

Rapskolerne har været igennem en mindre storm i løbet af sommeren og afslutningskoncerten blev bevis for at de er kommet helskindet igennem, og det var et veludført show, i alle aspekter. Det blev afholdt i lokalerne over Hovedbiblioteket i Århus, der både lagde lokaler til og afspejler den læring, om end alternativ, som projektet har viderebragt. Årets debat lå i forlængelse heraf, da det blev gæstet af tre af skolernes lærere og en musikantropolog.
Under Masken er et lokalt undergrundsnavn, der har drive, men stadig mangler lidt teknisk, dog var det et glædeligt gensyn med Kim Jensen som gæstestjerne. Boom Quips er en anden lokal gruppe, der bevæger sig elegant indenfor det elektroniske, dystre og lettere aggressive.
Mere gang i festen, kom der, da Odense Assholes gik på scenen. Det var voldsomt morsomt at forsøge at læse tilfældigt forbipasserendes ansigtsudtryk, når de kom forbi en kæmpe flok hiphoppere, der stod og smed OA-håndtegn (skiftevis knyttet næve og langemand) eller skrålede: ”Kælling! Du ka’ ik’ køre bil!”. Magermayn skabte herefter forundring, morskab, fest og skruetrækker.
Hvis pointen med de her udendørskoncerter er, at trække folk til, var det vellykket. Ser man dem derimod som en mulighed for at lade ”udenforstående” kigge ind i kulturen og festivalen, fik de i år måske et lidt specielt billede.

Billederne er taget af Nikolaj Sørensen (se flere billeder på hans Flikr) og Steffen Pope Altenburg.

Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter