På eventyr med Balstyrko

Balstyrkokoncert på Gimle i Roskilde d. 26/9 – 09

Ane Trolle, Blæs Bukki og Ormen, som i smuk forening danner gruppen Balstyrko, er alle tre erfarne og alsidige musikere. Sammen har de skabt noget unikt, der er svært beskriveligt. Ane Trolles lette stemme og Blæs Bukkis dybe rap kombineres med melodier, der blander noget i nærheden af hiphop/reggae/dub med elektronicaelementer og folkemusik og nogle gange tenderer triphop. Hertil tilsættes noget dystert, et særligt, poetisk tekstunivers og cirkusstemning. Når man så oplever dem live, bliver indtrykkene blot forstærket, og universet bliver mere levende og legende.

Den gamle vandtank i Roskilde, der nu er blevet omdannet til spillestedet Gimle, blev lørdag aften forvandlet til et mindre eventyr, da Balstyrko indtog scenen. Den runde koncertsal er et dejligt koncertrum med en rigtig god akkustik. Og med plads til blot 500 mennesker, er der altid intimt, selvom der er udsolgt. Kunstnere som Balstyrko kommer derfor virkeligt til sin ret på Gimle, hvor der er mulighed for at skabe en god kontakt mellem scenen og gulvet.

Balstyrko lagde, efter opvarmning fra det lidt skæve, hyggelige og morsomme folkband Gunni Og Nitterne, stille og roligt ud, med et måske nyt nummer. Det var faktisk en lidt svag start, selvom det nok nærmere var sart eller afdæmpet, de forsøgte at ramme. Hvis det var et nyt nummer, forklarer det måske den lidt slingrende start. Med sig på scenen havde de en bassist, en trommeslager og en keyboardspiller, der også kunne spille trækbasun. Blæs Bukki og Ane Trolle havde selvfølgeligt hver deres mikrofon, mens Ormen spillede guitar og keyboard og lavede lydeffekter. Ormen fylder ikke mere på scenen end de andre musikere, og konkurrerer langt fra med Ane Trolle og Blæs Bukki om opmærksomheden – han spiller derimod med sikkerhed en stor rolle før og under materialets tilblivelse, hvilket selvfølgeligt har skabt scenen for og rammen om Balstyrko.

På aftnens andet nummer kom der gang i Balstyrko, publikum og trækbasunen. Og på tredje nummer, Roennebaer, var der allerede en lille fest på scenen, og Ane og Blæs morede sig med at bytte stemme i andet vers. Publikum var sammensat af godtfolk i alle aldre og stemningen var god uden at være hypet. Koncerten var ikke udsolgt, så der var nogenlunde plads til at danse eller bare vade lidt på stedet i takt til musikken eller ej.
Selvom der var gang i den og “Party, party, go, go!”, kunne koncerten også sagtens bære at skifte stemning op til flere gange. For eksempel gearede de publikum lidt ned igen gennem den tunge, søvnige lyd på nummeret “Kaffe Mdma”, der trods den opkvikkende titel, er et melankolsk og næsten søvndyssende nummer. Senere blev de tunge reggaebeats også kørt frem på nummeret “Regn”, som blev næsten tranceskabende.
Inden de spillede nummeret “Ved Hvor Du Bor”, præsenterede de sig som Lars og Jeanette, og Ane Trolle, eller Jeanette, bad ydmygt om at få et par lightere i luften, selvom hun måtte indrømme at det måske var lidt plat, men også rart. Endnu mere indlevelse, leg og skabethed kom frem nummeret “Forklaedt Som Ulv”, hvor der også blev tilsat lidt fagter fra Ane Trolles side, samt ulvehyl fra publikum.

Blæs Bukki og Ane Trolle havde en helt speciel autoritet på scenen, hvis man ser bort fra en lidt lunken start, hvor især Blæs Bukki havde en sær vekslen mellem at være nærværende og fjern. På sin vis er de to lidt fjerne, eller i hvert fald i sin egen verden. Der var ofte en legende dynamik mellem de to, uden det kom til at virke fjollet eller pjattet, maksimalt en anelse fjalet. Blæs Bukki fik blandt andet ikke blot tryllebundet publikum med sin dybe røst, men han fik også bundet Ane Trolle ind i en mikrofonledning.
Blæs Bukki rapper ikke bare. Han synger også lidt, men får også brugt sin stemme til at lægge lyde på eller understøtte melodien på mange numre. Og så er hans tilstedeværelse på scenen lidt særlig. Han har den omtalte vekslen mellem at være akavet og fjern og at være meget intens, insisterende og nærmest intimiderende. På samme tid han har scenevanthed og selvtillid nok til at ligne en vanvittig hare og stadig være sexet, eller at danse helt åndssvagt rundt, selvom det ser ud til, at manden slet ikke kan danse. Efter tidligere at have oplevet ham sammen som en del af Malk de Koijn, Bikstok Røgsystem og SkRaCo-forestillingerne, må jeg efterhånden se ham som lidt af en genial kamæleon, der er tro mod sig selv og sit talent.
Ane Trolle er på en gang en passende medspiller og et godt modstykke. Udover at hendes stemme er fantastisk og har et fint register, har hun en attitude der følger med. Hendes stil, stemme og kropsprog kan ramme den skingre lillepige, en sart – næsten alfeagtigt – lethed, en stærk og overdrevet revystil, noget fantastisk frækt, hæst uperfekt, og jeg kunne blive ved. På samme tid, er hun lettere skabet og vældig festlig.
På trods af mindre genre- og stemningsskift, var det meget gennemgående, at Blæs Bukki og Ane Trolle holdt en fest på og ejede scenen, og den var nærmest pakket ind i et svagt røgslør af en anden verden. Publikum blev inviteret ind i denne verden, men den er så sær og svær at nå, at man engang i mellem stod lidt af og nogen blev måske helt tabt. Selvom Blæs Bukki var en tur nede ved publikum, var det lidt som om Balstyrko ikke mødte os hvor vi var, men blot lod en dør stå på klem. Det skyldtes måske det lidt affekterede udtryk, og kan måske sammenlignes lidt med at gå i teatret, hvor man lige skal vænne sig til det hele, før man kan opleve og leve sig ind. Eller en fim af Tim Burton. Og at se Balstyrko live, er lige så meget en oplevelse som en koncert.
Desværre var det en lidt kort oplevelse. Da de kun har lavet en enkelt plade med 17 numre at give af, kom eventyret til sin ende efter en lille times tid. Vi fik dog tre ekstranumre. Et sart, et festligt og en tur med “Karusellen” for en tyver, hvorefter publikum kunne drage lidt rundtossede hjem.

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter