Trods en Vestfinale på Train i Århus hvor niveauet aldrig for alvor peakede, men hvor vi til gengæld hørte en del om rappernes mødre samt en Østfinale i Amager Bio, København, hvor publikum var ved at falde i søvn i hovedparten af ottendedelsfinalerne, ser det lovende ud for den store jubilæumsfinale i KB-Hallen, som løber af staben d. 17. oktober. Da der vælges 16 rappere i alt, ville det være meget nærliggende at tro, at det bare var otte rappere fra hver side af bæltet, de otte rappere der klarede sig videre til kvartfinalerne. Men sådan er det heldigvis ikke. Dommerne giver point til hver enkel rapper, og det er udfaldet af disse, der har udtaget de 15 af de 16 finalister.
Sådan sikres det, at de uheldige der møder de absolutte favoritter allerede i deres første battle får endnu en chance.
De 16 mc’er er som følger:
Adi var en af de uheldige. Han mødte nemlig Pede B i sin første battle i Amager Bio, men gav ham værdig modstand.
Bryggeren kan se frem til sin første finale. Han klarede sig hele vejen til semifinalerne i Østfinalen.
Callas, en af drengene fra Stik Syd, stillede op både i Århus og i København. I Århus nåede han til kvartfinalerne og i København var han langt stærkere, og nåede også helt til semifinalen.
Dahl mødte ligesom Adi aftenens vinder i sin første battle, men Ham Den Lange skulle ikke stå i vejen for Dahls vej til KB-Hallen.
Elbanovic klarede sig hele vejen til semifinalen på Train i Århus.
Fantomet var stort set selvskrevet efter at have klaret sig fantastisk til Østfinalen.
Ham Den Lange blev kvalificeret i kraft af sin status som regerende Vestchamp.
Henrik Hass er næsten selvfølgeligt med videre, og kan se frem til sin vidst nok femte Fight Night Finale.
Johnni G formåede ikke at forsvare sin titel som Vestchamp, men er efter en fin aften på Train også med videre.
Luxshan, der tidligere har deltaget i to finaler under navnet Funkmastah, er så klar til sin tredje.
Mac Mark kvalificerede sig via Vestfinalen, hvor han var lige ved at få Johnni G på glatis i sin første battle.
MC Ollie stillede op i Amager Bio, hvor han blev slået ud af Fantomet i kvartfinalen.
MikL får åbenbart lov til at slippe for at vise sit ansigt og sin kunnen andre steder end i KB-Hallen, og er kvalificeret i kraft af sin status som regerende Fight Night Champ.
Pede B blev kvalificeret, da han vandt Østfinalen i Amager Bio.
Roar nåede desværre kun til kvartfinalen på Train, da han løb ind i Ham Den Lange.
Rødhætte fra Århus er også klar til den store finale, hans tredje.
Umiddelbart ser det godt ud. Og jyderne kan være stolte af, at være i førersædet – i hvert fald kvantitativt. Der er en håndfuld nye finalister, så det bliver spændende at se hvor langt de når. Sammenligner man med sidste års 16 finalister, savnes især Shake, Tempo Bang og Mund De Carlo, men ingen af dem var at finde til hverken Øst- eller Vestfinalen. Og tillader man sig, at gå længere tilbage, er Kejser A og Kim Jensen stadig savnede – Jøden har spredt rygter om, at de muligvis begge to dukker op næste år.
Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter





Ingen kommentarer endnu…