Reportager Før den her, skrev vi om:

Gamle og nye venner på besøg – M.O.P, La Coka Nostra m.fl. på HEAT

Man skal vidst virkelig være en kræsen feinschmecker for at være utilfreds med det line up af udenlandske navne, som denne aften gæstede HEAT. Med M.O.P og La Coka Nostra som de to store hovednavne og desuden med optrædener fra Reks, Termanology og Tan, var der kort sagt lagt op til en spændende aften.

En af de ting, som hurtigt viste sig at være et problem, var sjovt nok det store antal navne, som skulle spille. Rust havde sat kl. 21 som starttidspunkt for koncerten, men klokken 21 var der kun kommet meget få mennesker. Så få at de optrædende hurtigt ville kunne tælle det samlede antal, var de gået på scenen der. Det valgte de dog ikke at gøre, og den første optrædende, Tan, var først på scenen klokken 23. Det er problematisk, når så mange navne skal spille, at det første navn først går på så sent, når det nu engang er en onsdags- og ikke en weekendklub.
Det virkede dog ikke som dette faktum havde så stor indflydelse på publikums humør, som tog godt imod den kvindelige rapper Tan. Tan fungerede rigtig godt som åbningsnavn og fik med et solidt flow og god mikrofonkontrol varmet den lille sal godt op. Tan valgte undervejs i sit show at hive en beatboxer op på scenen og freestyle lidt, hvilket skabte en rigtig god kontakt til publikum, der især morede sig, da den unge beatboxer selv begyndte at rappe. Tan sluttede sit show af med nummeret “Show Me The World”, som hun informerede om, skal være den første single fra hendes kommende album.
Efter godt og vel en halv times show fra Tan var det tid til aftenens næste navn, Reks, som entrerede scenen sammen med Termanology, der så var backup på Reks numre og omvendt senere. Det slog en fra start, at begge rappere var meget bevidste om, at de henvendte sig til den mere politiske og ‘real hiphop’ orienterede del af publikum. Termanology entrerede således scenen med backpack og der gik ikke lang tid, før Reks havde spillet det første nummer med revolutionært indhold.
Det passede dog publikum godt, som virkede meget underholdt. En anden ting, der kendetegnede både Reks og Termanology var, at de var rigtig glade for at henvise til, hvor cool DJ Premier fra Gangstarr, som har produceret for dem begge, var samt undervejs i numrene at afspille en gentagen båthorns-lyd! Et par andre tiltag i deres set virkede malplacerede, som når de pludselig begyndte at afspille Notoriuos B.I.G, tilsyneladende mest af alt blot for at tænde op i publikum.
Det er ærgerligt, at de brugte den sparsomme tid på fjolleri i stedet for at vise det danske publikum, hvad de kan. Det hele sluttede dog bedre af med fokus på nogen af deres egne numre, som blev udmærket modtaget af publikum. Et enkelt af de sidste numre var produceret af J Dilla, og havde en frisk lyd, hvor man samtidig kunne mærke forbindelsen tilbage til navne som eksempelvis DJ Premier. Termanology sluttede efterfølgende showet af ved at spille noget Mobb Deep på dobbelttempo, der viste hvor gennemarbejdet mandens teknik er, til stor jubel fra publikums side. Med dette som outro nåede Termanology at huske på, at hans nye album ville ramme gaden den 27. september i år.
På dette tidspunkt var man klar til at gå direkte videre til aftenens første store hovednavn, La Coka Nostra, men til stor frustration blev det her valgt at trække et sort scenetæppe ud for at vise, at man ikke skulle regne med, at gruppen ville gå på foreløbig. Om det er gruppens eget valg eller ej, skal stå hen i det uvisse, men det er frustrerende at føle, at tidens skal trækkes og trækkes til sådanne arrangementer. Godt og vel en halv times tid efter kommer La Coka Nostra dog på scenen. Folk havde som følge af scenetæppet valgt at fortrække til bar, rygerum og frisk luft og derfor var der i starten af La Coka Nostras optræden ikke mange mennesker foran scenen.
Dette ændrede sig dog hurtigt, efterhånden som det gik op for folk, at Ill Bill og de andre tunge drenge var klar. Det sparsomme antal foran scenen i starten gjorde åbenbart Ill Bill ilter, der efter første nummer ikke kunne dy sig for at sige “step to the front, if you’re real hiphop!”. Som nogen måske ved, så har Ill Bill tidligere lavet musik med danske Sicknature, som i dagens anledning var med på scenen, hvilket fungerede godt. Da vi efter kort tid nåede til “This Is War” var alt glemt om manglende publikum, HEAT var nu pakket til randen, og stemningen helt i top.
Det sås også under “It’s A Beautiful Thing”. La Coka Nostra havde en udmærket publikumskontakt, og valgte meget passende at spørge ind til, hvor mange, der havde været inde og høre dem optræde på Roskilde Festival, hvilket var ikke så ganske få. Desuden virkede det oplagt at spille noget Non Phixion med Ill Bill i fokus, hvilket publikum tog godt imod. Efterfølgende synes La Coka Nostra, at det var tid til at teste publikums hiphop viden ved at spille korte udsnit af gamle hiphop klassiskere.
Her var især ‘Jump Around’, hvor Everlast fik mulighed for at skabe nostalgisk stemning i salen, et indlysende hit. Der skal i den sammenhæng heller ikke herske tvivl om, at La Coka Nostra ikke var bange for at sige deres mening om publikums hiphop viden lige ud, hvilket de også gjorde, da de tog publikums manglende reaktion til flere spillede klassikere, som et udtryk for, at de måtte være ‘disco faggets’. La Coka Nostra sluttede showet af med hittet ‘Thats Coke’ og her var der i hvert fald ingen tvivl om, at de forreste rækker var mere end tilfredse med at få nummeret, som blev leveret med stor indlevelse fra især Ill Bill.
Det var nu tid til aftenens andet hovednavn M.O.P, og én ting, der slog undertegnede her var, hvordan at bandet virkede en smule akavet som navn sat i kontekst til de andre optrædende. M.O.P. lagde fra start ikke skjul på, at de var kommet for at have det sjovt og starte en fest. Set i det lys skilte deres optræden sig ud fra de andres, hvor fokus mere lå på den tekniske levering og at få de skarpe tekster ud over scenekanten. M.O.P. havde derimod mere lyst til at se publikum genspejle deres lyst til at have det sjovt. Når dette er sagt, så virkede de faktisk som et muntert indslag, som folk havde glædet sig rigtig meget til at få et gensyn med efter sidste års meget energiske optræden på HEAT.
At se M.O.P. optræde denne aften var kort sagt som at få en gammel ven på besøg igen. Og der var lidt af det hele under M.O.P.’s show: folk på scenen, masser af gamle klassikere, og masser af underholdning. Og selvom Billy Danze og Lil’ Fame mest af alt var ude på sjov og ballade, så var det trods alt ikke på fuld bekostning af manglende musikalsk udtryk.

Alt i alt var dette en ganske underholdende aften, som atter engang pointerede HEAT’s position som landets bedste til at hive store navne hjem, der passer til hiphop publikummets ønsker. Stegen var kort sagt både blevet krydret og havde fået tid nok i ovnen, så man blev mæt, selvom man måtte vente lidt længe på, at stegen kom frem på bordet.

Start en cypher?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.