En hyggestund med en hutler

Der er vel næppe nogen rapfans herhjemme, der ikke har hørt, at Kasper Spez har lavet en ny plade. Anmelderne har nærmest konkurreret om at smide guldkorn og roser efter pladen, “Fantasten“. 5/6 stjerner af Danmarks Radio, 7/6 på skallebank.dk og 5/5 her på WOTS.dk, er bare nogle af anmeldernes bedømmelser.
WOTS.dk har taget en snak med hovedpersonen, om pladen og universet omkring ham.

Da jeg hørte, at jeg skulle tage en snak med Kasper, følte jeg mig delt. På den ene side så jeg frem til det og glædede mig, fordi hans musik betyder meget for mig, men på den anden side stod det klart for mig, at jeg ikke kunne gøre som jeg plejer. Spez er en anderledes rapper, og jeg er ikke sikker på at jeg udelukkende vil kalde hans musik for hiphop. Derfor synes jeg, at det krævede et anderledes interview.
Jeg besluttede mig for, at skrive et spørgsmål for hvert track på hans nye plade. Jeg lagde så de 13 sedler, med nummerets titel opad og så skulle Spez udvælge fem af sedlerne, og svare på de dertilhørende spørgsmål. Derudover ville jeg have ham til at tegne en tegning, som jeg kunne bruge, i stedet for et pressefoto.

Vi mødtes klokken 18.00 på Nørreport Station og fulgtes derefter ned på Globen, en lille hyggelig bar på en sidegade til Nørre Farimagsgade. Før vi gik indenfor, fik vi en smøg og en snak ude foran baren. Hvis ikke det var fordi jeg havde min minrecorder og en papirblok i min rygsæk, ville jeg havde glemt at jeg var her for at interviewe ham. Han hoppede alt den normale småsnak over, som ellers plejer at præge samtaler man har med folk man lige har mødt. Han var ikke bange for at sige sin mening, men var interesseret i at høre om andres. Jeg tror at vores verden ville være et bedre sted, hvis alle folk havde en ven, der mindede om Kasper.

Vi satte os ned ved et bord, jeg bredte sedlerne ud og satte ham ind i, hvordan jeg ville have det til at forløbe.
Han sad et øjeblik og pegede så på sedlen, hvorpå der stod “Trøstepræmier”.
WOTS.dk: “Hvor skal Spez hen nu?”
Kasper Spez: “Hmm, hvor jeg skal hen?”siger han eftertænksomt, hvorefter han bryder ud i grin, “Jeg havde tænkt mig, at jeg skal på druk, hæhæ, ej hvad mener du med, hvor jeg skal hen?”
RG: “Nu er pladen på gaden, hvad skal der ske nu?”
KS: “Det er jeg faktisk nogen gange i tvivl om… …men jeg tror egentligt bare som jeg snakker om på “Hvem jeg var”, at jeg bare vil have lov at være glad, og være mig. Få lov til at drømme, og så får vi at se, hvor det bærer mig hen. Jeg tænker aldrig over, hvor jeg skal hen og jeg ved heller ikke rigtigt, hvor jeg har lyst til at tage hen. Jeg ved jeg har lyst til at være glad, og være elsket og elske selv og sørge for, at alle omkring mig har det godt.”
RG: “Okay, for at gøre det mindre svært kan man sige, først var det EP’en, nu er det pladen, hvad er den næste drengedrøm?”
KS: “Altså nu var hverken EP’en eller pladen en drengedrøm. Jeg kan godt lide at skrive, jeg er fascineret af at skrive. Som jeg har sagt før, det er min måde at slås i byen på. Jeg kan godt lide at sætte ord på de tanker og følelser jeg har i en bestemt periode. Det er meget tilfældigt hvad jeg vælger at skrive om. Der kan være en kæmpestor ting i mit liv, som jeg ikke vælger at skrive om, og så kan der være en lille ting, som jeg vælger at bruge alt min energi på… …Det der sker lige nu, det har jeg ikke lyst til at skrive om, hvorimod jeg havde lyst til at skrive om Mona, som var min genbo. Jeg håber folk tager rigtig godt imod denne plade, og at jeg får en masse gode oplevelser med det. Og så håber jeg at folk behandler mig, som de selv vil behandles.”

Jeg gik op i baren, for at bede bartenderen om at skrue en anelse ned for Manu Chao. Da jeg kommer tilbage sidder Kasper og laver lyder ned i min minirecorder. Han griner da jeg opdager det. Det viser vel meget vel, at selvom han måske virker som en følelsespræget voksen mand, så lever den lille dreng stadig inde i ham.

Imens vi sidder og drikker, fundere han over hvilken seddel han nu skal trække. Efter et stykke tid peger han på “Efter”
RG: “Hvordan fandt du/I ud af, at i havde fundet den helt rigtige “feeling” til pladen?”
KS: “Det tror jeg, at jeg kunne mærke, i løbet af processen. En proces, som hverken havde en start eller en slutning. Slutningen kom bare, fordi nu havde vi nok. Når man bare godt kan lide at skrive, så skriver man, på et tidspunkt når man har nogle færdige numre klar… …så tænker man, “nå så kan vi ligeså godt lave en plade”. Esben og jeg arbejder rigtigt tæt sammen, som altid, og jeg havde en bestemt idé om at det ikke skulle lyde som “Love Junkie“. Jeg synes på daværende, og nuværende tidspunkt, at “Love Junkie” var lidt for, hvad skal man sige, den var lidt for ren. Den var ikke så organisk som denne her plade skulle være. “Love Junkie” lød sådan, fordi sådan ville jeg gerne have, at den skulle lyde, dengang. Men jeg ville også gerne have, at den her skulle være meget mere human og organisk. Man skulle kunne mærke det. Det var det vi gik efter. Det er det jeg synes der kommer til udtryk i “Jens” for eksempel og i “Mona”, der er meget cello og mange sjovere instrumenter som jeg er stor fan af. Lydbilledet fortæller hvor jeg er lige nu, og så ved jeg ikke med den næste, hvor jeg er der. ”
RG: “Jamen udover det organiske, er der for eksempel “Lidt Skrald” hvor der er beskidt og slidt lyd, som fx Tom Waits ville bruge. Undskyld hvis jeg sammenligner dig med ham, det er du vel træt af at blive, eller hvad?”
KS: ” Nå, hæhæ, det kunne være værre. Der er for eksempel en der har sammenlignet mig med Rasmus Nøhr forleden dag, så vil jeg hellere sammenlignes med Tom Waits!”
RG: “Men altså der er jo også noget beskidt i det, hvad er det organiske i det?”
KS: “Altså, jeg ved heller ikke hvad jeg mener med organisk, det skal bare lyde mere… rigtigt… igen et underligt ord, hæhæ. Det skulle bare lyde mere som om det blev spillet, og det skulle vælte meget mere. Det skulle skralde og skramle. Det skulle knitre og alle de ting som jeg godt kan lide. Det skulle underbygge det univers, som jeg føler mig i, og det synes jeg lykkedes rigtig godt!” siger han eftertænksomt og tager en slurk af sin øl.
RG: “Hvordan er det univers du befinder dig i?”
Han smiler og siger. “Jamen det er et univers med Jens, Mona og Carmen. Og nogen der tror de kan blive forelsket i en, og så kan lave om på én. De kan godt lide det i starten, for der synes de det er lidt spændende, at man bevæger sig lidt på kanten af det hele. Det føler de sig fascineret af. Det er tit dem der kommer fra den helt anden side af gaden. Eller en anden side af det samfund jeg lever i. Så når de kommer tæt på, og er fascineret og draget af denne hutler her, som ikke har noget sted at bo, og lever af flaskepant. Når de så har stiftet bekendtskab med det i en periode, så vil de… …gerne have én lidt over på deres hold. Men det har man aldrig lovet nogen, så bliver de kede af det, fordi man ikke er forelsket i dem…” Han smiler, løfter øjenbrynene og siger så: “Hvordan kom jeg derud?”
Jeg læser, grinende, spørgsmålet op igen og han tænker sig om.
KS: “Jeg tror bare… …at vi kunne mærke det, Esben og jeg. Han har en helt unik forståelse af hvad jeg vil have. Der opstår nærmest noget magi, når vi er i studiet sammen. Hvor vi ikke behøver at lave noget, men bare kan sidde og snakke, fordi vi også er bedste venner.”
RG: “Lever Jens, Mona og Carmen i dit univers?”
KS: “Ja, altså Mona findes jo i virkeligheden, det gør Jens jo også. Du er jo også Jens, jeg er også Jens. Jeg sad faktisk en dag og tænkte på, at Kasper, det er jo mig, hvis vi nu lader den ligge lidt, og så siger, Mona er en fysisk person, Jens er også lidt, men det er et navn jeg har fundet på, og Carmen… …hed vindueskarmen i starten. Så tænkte jeg lidt… Jeg har Kasper, jeg har Jens og jeg har Mona, så skal den da hedde Carmen…”
Pludseligt krænger Tom Waits’ stemme sig ud igennem højtalerne og planter et smil på både Kaspers og mine læber.
KS: “Der var han jo…”
Vi falder i en lang snak om Tom Waits og går begge i selvsving. Efter et stykke tid vender vi tilbage til interviewet og beslutter os for at tage et nyt spørgsmål.

Kasper kigger et øjeblik på sedlerne, og rækker mig sedlen, hvorpå der stå “Dagen derpå”
RG: “Hvor langt vil du gå for en tekst?”
Hans øjne og smil røber, at den lille dreng nede i maven får lov til at svare: “Mener du sådan rent fysisk?” Han smågriner et øjeblik og spørger så, hvad jeg mener med spørgsmålet…
RG: “Altså nu fik man den her historie med at du havde det her brud med din kæreste, den historie man får i “Efter”, du smutter og pladen former sig… Det er i hvert fald det billede man har fået udadtil.”
KS: “Det er sådan en journalisthistorie, “Han tabte det hele, ned og skrabe…”, men du vil høre om jeg kunne finde på at søge ulykken, for at få lov til at skrive om det?”
RG: “Det behøver ikke at være ulykker”
Han smiler og siger så: “Men det er det du vil høre… …sådan har jeg det også selv, man gider sjældent at høre på folk der har det godt. Det er ikke så interessant, hæhæ.”

Kaspers opmærksomhed bliver pludseligt fanget af endnu et Tom Waits nummer oppe fra højtalerne. Ingen af os kan umiddelbart huske, hvilket nummer det er…
Vi sidder og snakker frem og tilbage om nummeret, men pludseligt kom han i tanke om en historie: “Jeg blev interviewet af DR i går, så skulle vi finde fem plader hver… Esben og jeg, det er jeg bare dårlig til, sådan noget. Så ville jeg have et Tom Waits album også, det blev jeg ligesom nød til, jeg kan rigtigt godt lide de der numre som, “Poor Edward” og “Everything you could think of”, “Flower’s grave” og sådan nogle… Men jeg kunne ikke huske om det var fra “Alice” eller “Mule Variations”… …det er edermame pinligt. Jeg kunne bare ikke huske det, jeg byttede om på det. Det er så typisk mig. Jeg valgte så “Alice”, lydbilledet der er helt fantastisk.” (Se DR’s interview med Es og Kasper her) Han sidder og tænker lidt med et smil om munden. “Er det et sidespor? Eller var det et sidespor? Det var da et sjovt tilfælde at han sætter Tom på… …Er det noget du har arrangeret, hæhæ? ”

Han sidder og tænker et øjeblik og fortsætter så: “Det spørgsmål om inspiration, jeg er ikke ret god til at opsøge det, og tvinge det frem. Jeg gik jo ikke fra min kæreste, for at få lov til at skrive en plade, det var nogle problemer vi havde. Det havde også noget at gøre med musikken og mine ambitioner, og mig, men mest bare mig selv. Jeg ved ikke om jeg kunne forestille mig, at tage på sådan en dannelsesrejse, for at finde noget nyt at skrive om der. Det har jeg nogengange tænkt på. Men et eller andet sted, så er det hele foran dig, det handler bare om hvordan du vælger at beskrive det. Altså du kan jo få stort set alt til at virke interessant, hvis du gør det på den rigtige måde.”

Efter en kort rygepause vender vi tilbage til bordet med sedlerne. Han kigger et stykke tid og spørger om jeg har en favorit. Jeg ryster på hovedet og han peger lidt efter på “Fantasten”.
RG: “Hvad kan jeg, som lytter, bruge din plade til?”
Han får et lumskt smil over læberne og siger: “Du kan knalde til den, ha ha! Øhm, hvorfor siger jeg sådan noget? Jeg tror, jeg håber… at du kan bruge den til flere forskellige ting, jeg håber du kan se den som en rejse. Og jeg håber du kan bruge den, hvis du gerne vil vide, hvem jeg er. Så håber jeg at du kan høre, at sådan her kan måske og godt lave det. Eller høre at der er nogen der har det sådan. At du kan genkende dig selv nogen steder og tænker, det er sgu okay, at jeg har det på den måde.”

Igen ryger vi ind i den sideløbende samtale, om Tom Waits. Efter et stykke tid vender vi igen tilbage til spørgsmålene. Efter en længere overvejelse peger han på “Carmen”.
RG: “Hvor meget har København betydet for pladen?”
Han tænker sig om et øjeblik og siger: “Det var da et interessant spørgsmål. Nu snakkede vi om det der tidligere, med at man ikke behøver at opsøge inspirationen, fordi den ligger foran dig. Men det er klart, at København har mere at byde på, rent oplevelsesmæssigt. De der ting med, at man lige kan tage med ud til mastering og man kan lige tage ned i studiet til mix. Hvis Esben skal i studiet, og vedkommende ikke kommer alligevel, så kan man lige springe til, fordi jeg næsten bor der, hæhæ.”

Endnu engang afbrød Tom Waits os, hvilket samtalen igen ændrede sig af. Vi begyndte at fortælle hinanden forskellige Waits-historier. Efter en længere samtale om den amerikanske musiker, nærmede afskeden sig. Vi fulgtes fra Globen ned mod Nørreport Station. Vi sagde farvel og gik hver til sidst. Der gik han, den hjertevarme nomade, videre ud i Københavns gader, ironisk nok var han iført en Husforbi T-shirt.

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter