Erykah Badu is bigger than herself

Koncert med Erykah Badu i Store Vega d. 13. juli 2009

“Hiphop is bigger than religion, hiphop is bigger than the government” lagde Erykah Badu ud med at proklamere på nummeret “The Healer”, da hun indtog scenen cirka kvart i ni (koncertstarten var sat til klokken otte). Lige før havde en DJ gejlet publikum op et kvarters tid.
Hun gjorde sin entré iført sort blazer, latexbukser, store solbriller, sort, høj hat og et kæmpestort farverigt halssmykke, hvilket forblev på koncerten igennem, mens solbrillerne blev smidt efter tyve minutter – efter at man ikke længere måtte tage billeder – og henholdsvis jakken og hatten blev også taget af senere på aftenen i takt med, at hun også blev lunere og viste mere personlighed.
På scenen var hun ledsaget af et seks mand stort liveband, tre korsangerinder samt DJ’en, der havde åbnet ballet. Selv havde hun en computer og en drumpad, som både blev brugt til rytmer og lyde til rådighed.
Bandet var rigtig dygtigt, og deres små jams i ny og næ samt Badus instrueren af dem forstærkede liveeffekten. Lyden i Store Vega var også fortræffelig og sammen med Badus fantastiske stemme, var der lagt op til noget af en koncert.

Badus drumpad blev flittigt brugt af Badu, til at skabe en spacey lyd på nogle af numrene, som vel ellers ligger ret langt fra hendes normale lyd. Den kunne dog også fint bruges til at fremkalde old school beats, der ledte tankerne hen på Sugarhill Gang og lignende. Badu morede sig også med at spille gamle numre fra hendes bærbare computer for os og danse lidt rundt eller synge med. Men det var bestemt ikke kun gennem hjælpemidler, at hun vandrede gennem en del genrer koncerten igennem. Lyden på hendes albums er original og lidt svært definerbart, men soul og til dels hiphop kommer nærmest. Badu rapper ikke så ofte, trods et meget fint, lidt specielt flow, men der er noget hiphop og ghetto over både tekster, lyd og attitude.
Mens nogle af hendes numre til koncerten holdt sig nogenlunde til albumudgaverne, blev nogle påvirket af den elektroniske tromme- og lydmaskine og andre blandet sammen med blues, rock, reggae, jazz og disco. Nogle blev desværre mindre harmoniske, men på mystisk vis, blev det interessant i stedet for forfærdeligt, heriblandt en mindre velfungerende og nok også mere morsom end interessant technoudgave af “Apple Tree” hvor Badu selv lagde lyde ind over og en fin, lidt cabaret/jazzagtig udgave af “Green Eyes”, hvilken blev indledt men et teatralsk rømmen og et smil.
Nummeret “Tyrone” fik publikum stort set lov til at synge, blot indledt af, at Badu påstod: “I’m getting tired”.

Koncerten var ikke udsolgt, men salen virkede alligevel ret fyldt, måske fordi der ikke var blevet lukket op til balkonen. Stemningen var rigtig god, og der blev danset og sunget med, og jeg tror også publikum havde en del af æren for en vellykket koncert, for Badu synes at åbne mere og mere op koncerten igennem. Undertegnede har et meget ambivalent forhold til Badus attitude, for egentligt vandt hun først, da hun viste noget mere personlighed, og den overfladiske, selvfede diva også viste sig at have en anden side. Hun bevarede dog sin autoritet på scenen, hvilken i bund og grund nok var anledning til at slippe af sted med meget, såsom skæve harmonier og for meget ufo-lydgejl. Langt hen af vejen var hun for meget, og så voldsomt selviscenesættende, at hun var svær at tage seriøst og selvom hendes stemme er stor og smuk, virkede det arrogant, når hun beordrede: “Wait” og fik bandet til at breake, for at gå i stemmenarcicistisk selvsving i form af diverse fraseringer og så videre. På den anden side, var der noget fedt ved hendes overlegenhed. Men det var nu først da hun løsnede lidt op, og viste at hun heller ikke selv tog sig selv så seriøst, at hun for alvor scorede point, og der viste sig smil bag udtalelser som “Just believe in you… As I believe in myself”. Trods glimt i øjet, en snert af humor, god kontakt til publikum, hvilket inkluderede både fællessang, tyveri, kram og vand, var Badu stadig lige lovligt distanceret, hvilket er virkeligt ærgerligt, for hendes materiale har potentiale til virkeligt at komme ind under huden. Hvis man accepterede hendes divatendenser, syntes at hendes selvfedhed var fascinerende og med til at gøre hende til et ikon, eller bare havde en ironisk distance til hendes selviscenesatte arrogance, havde man en fantastisk koncert. Kunne man ingen af delene, tror jeg stadig man havde en god koncert, for damen har godt nok en fantastisk stemme og et interessant musik- og tekstunivers, selvom det kan være svært at tro på hendes budskaber med den lidt kølige distance, og når man knap har set en håndfuld smil fra hendes side koncerten igennem, er det svært for alvor at føle afslutningsbudskabet, der lød noget i nærheden af: “Smile. Because just one smile, can turn into:” hvorefter DJ’en satte Lil Waynes “A Milli” på, og Badu forlod scenen, mens publikum dansede videre.

Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter