Den Sorte Skole har efterhånden opnået særstatus for deres kreative velkonstruerede mash ups og leg med genrer, og fanskaren er vokset stødt ikke mindst i kraft af tidligere koncerter på Roskilde Festivalen som efterfølgende har efterladt publikum i ekstase.
Lørdag kl. 18 var det så tid til at “Skolen” skulle bevise at de var mere end berettiget til at indtage en officiel scene og ikke nøjes med Skate scenen, som har været fuldstændig proppet når gruppen tidligere har givet publikum en opvisning i turntablism. Og det blev netop end opvisning mere end en egentlig koncert da Aage Jæger, Langefinger og Lebon iført sorte munkedragter indtog Cosmopol.
Teltet var fuldstændig proppet og overalt ledte forventningsfulde fans efter bare et lille udkigshul mens flere havde taget plads udenfor, muligvis grundet den alt for høje temperatur i selve teltet. Fokuseret og bevæbnet med et arsenal af plader blev publikum i løbet af en times tid udsat for alverdens fængende og mystiske melodier og hårdtslående rytmer som Den Sorte Skole har brugt enorme mængder af tid på at opstøve, mixe, klippe og klistre. I starten af koncerten virkede det mest som om at folk stod beundrende og tog det hele ind og stemningen var derfor ikke på kogepunktet til trods for det store fremmøde. Med et miskmask af alt fra Bollywood, A Nightmare Before Christmas og Kim Larsen fik stemingen dog et nyk opad og der blev hurtigt sat ild i festen.
Afslutningsvis fik vi naturligvis serveret mash up’et af Bjørn Svin’s “Mer Strøm” og Malk De Koijn’s “Å Åå Mæio” som må siges at være Den Sorte Skole’s mest ubetingede crowdpleaser hvilket også var tydeligt til dette show.
Selvom det er svært at sætte en finger på Den Sorte Skole’s tekniske evner var det alligevel som om at Cosmopol måske ikke var det mest optimale sted at udfolde sig for det københavnske dj-kollektiv til trods for at man som sagt ikke havde nogle problemer med at fylde teltet ud. Den fysiske afstand mellem publikum og de optrædende var lidt for stor og man mistede lidt at den intense stemning som der var ved tidligere shows på Skate scenen – det var lidt for pænt og struktureret uden overraskelser. Hvis man fremover skal optræde på disse større scener, kunne det være interessant at tilføje lidt flere elementer såsom gæsteoptrædener fra de danske kunstnere som bliver udsat for Den Sorte Skole’s gøglerier på Lektion 1 og 2 eller andre tiltag som kunne mindske distancen til publikum.
Dog kan man ikke fornægte at Den Sorte Skole levede op til de høje forventninger og står stadig som en ener i mash up genren herhjemme.
Fortæl dine venner? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter





Ingen kommentarer endnu…