Anmeldelser Før den her, skrev vi om:

Er du privilegeret? Så vis det dog!

Jooks – Privilegeret (CD)Hip-hop danmark har hungret efter en rapper der kan vise takter til at overtage kongetronen når L.O.C. engang bliver træt af, at kaste perler for svin. Jooks forsøger at tilfredsstille dette behov med sin solodebut, Privilegeret, hvis presse- og publikumshype ikke har set mage siden Melankolia/XxxCouture udkom sidste år. Atilla Dogan fører an på instrumentalsiden der også byder på kreative indspark fra ingen ringere end TABU ved Jonas Vestergaard og Rune Rask samt Troo.L.S. Og for at ingen skulle være i tvivl om ambitionsniveauet, fortsætter listen af celebre gæster på vokalsiden hvor L.O.C., Klamfyr alias Orgi-E, Bai-D, Tegnedrengen og Hideouts egen S!vas kigger forbi. Spørgsmål er vel så om Jooks kan leve op til de ambitiøse rammer?

Siden tiden i Rent Mel i Posen har Jooks været kendt som en flowrapper der charmede sig igennem takterne uden at have alt for meget at sige. Det blev underbygget da Troo.L.S. og Orgi-E hittede med nummeret ”Rolig – Rolig”, hvor Jooks plantede det første frø til det, der senere skulle blive hans solodebut med linierne ”Succes eller skændsel / Vi alle herreløse hunde i denne gudsforladte kennel /”. Men nu springer han ud som tekstforfatter med noget på hjerte under mantraet ”beskidt realisme” med emner fra hans egen hverdag uden filter.Desværre bider Jooks’ indhold sig ikke fast på undertegnede. Hans afslappede levering og fokus på det flowtekniske står næsten i vejen for indholdet af teksterne, så de når det er værst fremstår som værende leveret decideret uengageret. Man hører om ilden bag øjnene, den brændende passion for kunsten, men fornemmer den kun glimtvis når Jooks er på mikrofonen. Kvaliteten der gør, at man bliver fængslet af- og suget ind i fortællingerne mangler bare. Og det bliver understreget af de mange stærke gæsterappere med L.O.C. i spidsen, for når han rapper, går ordene sgu lige ind på lystavlen.Måske skyldes det, at Jooks har en sproglig overlegenhed, der får ham til at overtænke alting. Eller at han bare har brugt for lang tid sammen med sine tekster, så det umiddelbare og spontane er blevet barberet væk. I hvert fald er resultatet et album med tekster der fremstår kalkulerede, insisterende og til tider direkte kedelige. Når Jooks på hitsinglen ”Hun Vil Ha’ En Rapper” siger ”.. så hun fik mig til at lave pop så alle kan se hva’ hun vil ha’”, virker det således mere som en usikker undskyldning end som et statement om de hardcore hip-hop rødder vi da skal vide, at han har. Og der er heller ingen streetcredit-point at vinde på at smide disrespekt i retning af Østkyst Hustlers og Bli’ Glad.Heldigvis for pladen, og for lytteren, er det lykkedes Atilla at sammensætte en evigt interessant lydflade til Jooks’ tekster. Rammen er således sat optimalt omkring hvert enkelt nummer samtidig med at pladen har sammenhæng fra start til slut. Derfor gør det egentlig ikke så meget at Jooks kan fremstå en anelse anonym, for han er en gennemmusikalsk rapper der på ingen måde kan ødelægge et fedt beat. Og på den måde sniger teksternes indhold sig alligevel ind på tapetet, da settingen for teksterne er så inspireret, at man har lyst til at gå til sangene gentagne gange. Derfor må jeg tage hatten af og bøje mig i støvet for Atilla og de andre produceres arbejde.Hvis man kan overskue at teksterne ikke er et endeløst fascinerende festfyrværkeri af spontanitet og vildskab, byder Privilegeret på masser af lyspunkter. De mange glimrende gæsterappere holder dampen oppe imens beatsne er lige så inspirerede og interessante som produktionen er vellydende og kvalitetsorienteret. Og Jooks? Han har måske været så privilegeret at han er blevet en anelse uinteressant, men han er som tidligere nævnt gennemmusikalsk, hårdt arbejdende og har de bedste intentioner. Og det er meget mere end hvad man kan sige om hans nærmeste konkurrenter.3.gif

Fortæl dine venner?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.