D. 13. juni er det endnu engang tid til Underground Music Awards, og de nominerede er nu offentliggjort. I kategorien “hiphop” er de nominerede som følger: Ham Den Lange, Lady Smita, M.I.L.O., Odense Assholes, OrlaXL og Supra.
Ham Den Lange er aktuel med sit første solo-album “Carpe Diem My Ass”, og er desuden kendt som aktiv deltager i freestyle-arrangementer i hele landet.
De fleste kender nok Lady Smita fra hendes debutsingle “Du Får Ik Punani”, der vandt P3s KarriereKanonen, og desuden er hun aktiv DJ.
M.I.L.O. var finalist til Den bedste Rapper sidste år, dog uden at vinde. For tiden spiller han på klubber i det ganske land.
Odense Assholes har høstet megen opmærksomhed for deres meget mandschauvinistiske tekster, og har senest offentliggjort videoen til deres single “Kælling Du Ka’ Ik’ Køre Bil”.
OrlaXL er en punchline rapper, men under de stupide bemærkninger og aggressive linjer gemmer der sig også en dybere person, som man kan høre på hans nyeste skæring, “Reflekterer”.
Supra Består af to rappere og en producer, og laver “fuck dig”-rap som vi kender den når den er bedst. Det sker dog også at der kommer noget dybere rap fra gruppen.
UMA foregår altså d. 13. juni i Pumpehuset, og billetter kan købes på Billetnet nu. Prisen er sølle 90 kr. plus gebyrer, for at blive gæst ved et anderledes awardshow, der bl.a. byder på live-optrædener fra de vindende artister.
Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter

Ingen kommentarer endnu…