Reportager Før den her, skrev vi om:

De fire elementer samlet i ghettoen

Under overskrifterne “Gelleraps”og “Canday” forenedes hiphoppens fire elementer i lørdags d. 2. maj ved Tovshøjskolen vest for Århus. Arrangementet var på mange måder specielt. En udendørsscene i en skolegård og en rigtig flot og lovlig graffitivæg dannede rammen om dette gratis, alkohol- og stoffri heldagsarrangement, der samlede både børn og voksne på kryds af kultur og religion.

Projektet var arrangeret af foreningen Gelleraps, hvis bestyrelse består af en række ungdomsskoleledere i Århus vest, nogle ungerepræsentanter og Henning Winther, der også er grundlæggeren af hiphopfestivalen Århus Took It. Der er blevet søgt penge hos forskellige puljer i Århus Kommune og hos Kunststyrelsen til at finansiere projektet, der blandet andet havde til formål at aflive fordomme og vise, at sådan et arrangement sagtens kan afholdes i fred og ro.

Fra morgenstuden gik malerne i gang, og fra kl. 14 viste de unge talenter fra rapskolerne på Rosenhøj, Herredsvang og Gellerupområdet deres kunnen. Århusianske up-coming talenter som Mic, Pearl og 8210-pigegruppen Soul Connect kendt fra x-factor indtog også scenen, inden de lokale Pimp-A-Lot crew gik på. Stemningen var meget afslappet, trods de lidt voldsomme tekster. Jøden og Johnny Hefty gjorde det også godt som konferencier i deres HøvdingeBawlers-uniform, men det var som om stemningen aldrig rigtig peakede, den var bestemt ikke dårlig eller sådan tilbeglænet, afventende på den arrogante måde man nogle gange oplever, dog var den heller ikke rigtig høj. Freestyledrengene Pede B, MikL, Kejser A og ikke mindst Ham Den Lange, der viste sig mere eller mindre at være en lokalhelt, fik dog publikum op på mærkerne. De fire rappere virkede afslappede trods ædruelighed og holdt et fint niveau. Johnny Hefty, der pt. klart er min favoritnummerpige, var nede og hente hjælp til både bedømmelse og emner blandt den forreste del af publikum, der hovedsageligt bestod af meget unge drenge. Der gik lidt “din mor” og “din søster” i den, men det er også svært at holde tonen sober og niveauet højt, når små drenge på godt en meter står og råber “menstruation” og “babser”. Og med det publikum, er det nok heller ikke passende at rappe om klimapolitik, så må man tilpasse sig, og more sig på bekostning af McDonalds, Pia K og svineinfluenzaen eller droppe linjer om, at Kejser A er ligesom menstruation og kun kommer en gang om måneden. Der blev også droppet lidt lokale henvisninger og Ham Den Lange og Kejser A fik også battlet lidt på deres arabisk-kundskaber til stor morskab for meget af crowden.
Herefter var der en pause i musikken, og et hold breakdansere tog over i den anden ende af skolegården. Jeg ved ikke om de var gode, for jeg kunne slet ikke se noget for alle de andre tilskuere – men det må de jo næsten have været så.
Herefter optrådte et rigtig fint line-up bestående af flere professionelle; USO, Negash Ali og Jooks, der alle tre gjorde det rigtig godt, og holdt energien, trods et publikum så blandet, at det muligvis var svært at henvende sig til.

Generelt var det en rigtig velarrangeret dag. Lyden var rigtig god, især omgivelserne taget i betragtning, og DJ Oscar A smed beats på til battlen og ret lækre numre og mix mellem actsene.
Stemningen var meget speciel, sådan lidt skolefest-agtig. Der var både projektmedarbejdere, forældre, unge og børn, og det er også en virkeligt svær sammensætning af publikum at henvende sig til og køre op. At de var ædru, gjorde det nok heller ikke nemmere. Det var ikke fordi at publikum ikke var interesserede, de formåede bare ikke rigtigt at omsætte deres interesse til en samlet energi. Måske er det også en fejl at tro, at god stemning er, når der står masser af folk og råber og hopper og er voldsomme.  Arrangementet  blev gennemført i ro og orden, og det var muligt at stå stille og roligt og lytte – og man kunne rent faktisk høre teksterne. Kunstnerne gjorde det alle rigtig godt og holdt en fest på scenen alligevel, hvilket nu er lidt imponerende, overfor et så roligt publikum. Jeg synes dog godt at arrangører og de øvrige kunstnere kunne have været bedre til, at stille sig ned blandt folket, og være med til at skabe stemning.

Var det også godt for dig?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.