Anmeldelser Før den her, skrev vi om:

10 år i dårligt selskab!

Tabu Records – 10 Års Jubilæum (CD)

Da Rune Rask, Andreas Duelund og Emil Simonsen udgav debutalbummet “Suspekt” i ‘99, var der en lille gruppe undergrundshoveder, der fik øjnene op for den dengang helt nye rå og bestialske form for hiphop. Størstedelen blev dog skræmt væk af de 3 galninge, og pladen fik ikke noget nær den hyldest som den, når man 10 år senere ser tilbage i bakspejlet, burde have fået.

Det skyldes højst sandsynligt, at folket ikke var klar til at modtage et album med et sådant indhold. Hiphop dengang var forholdsvist ufarligt, med Den Gale Poses “Sådan er Reglerne”, Malk De Koijns “Smash Hits In Aberdeen” og “Så Hold Dog Kæft” fra Østkyst Hustlers, var hiphop stadig en let tilgængelig kunstform som ikke var kendetegnet ved at støde folk. Det skulle ændres da Suspekt bragede frem. Nu skulle danskerne pludselig høre om folk der vågner med deres morfars pik i munden, dødsdruk, stofmisbrug, folk der bliver smadret og kællinger der bliver kneppet. En ny dagsorden i dansk rap blev sat, og selvom anmeldere, politikere og den intellektuelle elite rystede på hovedet dengang, lykkedes det Suspekt at kæmpe sig hele vejen op til toppen, og i dag, 10 år senere, har stort set alle overgivet sig til deres kunnen og gøren, og fra at blive stemplet som sociale tabere, bliver de i dag beskrevet som hovedleverandører for – og ubesejrede konger i, dansk rap.

Et jubilæumsalbum kommer bestemt på det helt rette tidspunkt, for der er meget at fejre (det er her vigtigt at understrege at det er et jubilæumsalbum og ikke en opsamling). Fra i ‘99 at være en del af den sociale bund i trøstesløse Albertslund, har de i dag deres eget pladeimperium på Gammelkongevej, der lægger hus til nogle af de bedste i dansk rap, deriblandt Marwan, U$O, Jeppe Rapp og ikke mindst L.O.C. (der dog ikke udgiver under Tabu Records), samt rocknavne som Veto, The Floor is Made of Lava og I Know What You Know.

Albummet åbnes som en drøm med Suspekts første ‘hit’ “Tabu Kompaner”, der i min bog er en af deres største bedrifter. Mere rå og støvede beats fås ikke, og både Orgi-E og Bai-D udviser aggressivt rap-gymnastik, der aldrig er hørt bedre, og deres evne til at lave backing vokal til deres egne vers er det bedste denne anmelder har hørt på dansk.
Og listen af guldkorn på den første cd er lang; “Kinky Fætter”, “Selvgjort Velgjort”, “Hvem er en kælling?”, “Ikk’ Bare Et Par Sko”, “Rolig Rolig”, “Proletar”, “Fuck’d Up og Misforstået” og “Inden Det For Sent”. Klassiker på klassiker. Men – det faktum at det ikke er en opsamling, men en jubilæumsudgivelse står dog desværre klart. Der skal selvfølgelig være numre fra alle de kunstnere som Tabu Records lægger mure til, men for denne anmelder trækker Veto, The Floor is Made of Lava og I Know That You Know kun ned. Det virker komplet malplaceret med de få rock skæringer på en plade fyldt med så rå og sprængfarlig hiphop, og det rock , der er endt på skiven,  er ikke engang særlig godt.

Som en der ser sig selv som en ‘kender i kredsen’, savner jeg numre som det melodiske mesterværk “Kræs For Kendere” og “Dagen Efter”, der efter min mening er at af de vigtigste Suspekt numre. Og så er der selvfølgelig åbenlyse bangers som “Skudtæt”, “Kender Du Typen” og “Har du Glemt Dine Nosser”, hvoraf sidstnævnte burde være obligatorisk på en jubilæums cd, alene på grund af det lyriske indhold. Og skulle man have gjort pladen en anelse mere beskidt, og holdt det i Suspekts ånd, så skulle numre som “Ingen Samvittighed” og “Farezonen” nok også være smidt på. Måske går jeg for meget op i detaljer? Måske er jeg lidt for kræsen? Men jeg føler at udvælgelsen af numre kunne have været bedre, især fordi cd 2, der indeholder en lille samling uudgivede numre, er en tand for slatten, og den retfærdiggør på ingen måde Suspekts standart, som værende gruppen der altid har råbt højt og provokeret med langefingeren stukket højt op i vejret, liggende over de bedst producerede beats Danmark har at byde på.

Når det så er sagt, så er standarten jo stadig umådeligt høj, og selvom den kunne have været bedre (som opsamling), så er 10 års jubilæumsalbummet stadig en must have i enhver hiphoppers pladesamling. Den fungerer nemlig fint som påminder om, hvem der bærer kronen og holder scepteret. Bai-Ds linjer er fra 2003, men de holder stadig:

“Så lad mig minde dig om at det Suspekt der styrer her /
Lad mig minde dig om at det vores skyld i fornyer jer”

Fortæl dine venner?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.