Anmeldelser Før den her, skrev vi om:

Næsten en bedrift i sig selv..

Anna David – Tættere På (CD)

Det er sjovt med hende Anna David. Hun skrev for fire år siden “Fuck Dig” som blev lidt af en salgssucces. Man kan diskutere hvorvidt det egentlig var ét stort rip-off af Eamons hit med stort set samme titel “Fuck It (I don’t want you back)” – og jeg er blandt dem der i høj grad mener, at hun kom lige nemt nok til toppen. Jeg vil endda gå så langt til at sige, at hun stadig lever og sælger på baggrund af hendes første “hit”.

“Tættere På” går i fodsporene på uoriginaliteten fra debutalbummet, og tredje udspil må siges at være noget af det mest uvedkommende, lettest producerede og mindst personlige der er udgivet på dansk jord i længere tid.

Det er så pokkers forudsigeligt at man kan synge med på nogle af teksterne første gang man hører sangene.

“Du har set mig før, mit sultne blik
Det ramte dig /
I klubbens lys, slår vi os løs
det var så hot /
Din lækre krop, fik pulsen op
det ramte mig /
I nattens skær, får man lyst til mer’
Af det der”

Man får lyst til at kalde det kliché, men definitionen på en kliché er noget der er blevet brugt om og om igen, fordi det var fantastisk første gang det blev anvendt, men da det her på ingen måde efterlader spor af noget der bare ‘kunne have været godt engang’, kan man ikke engang anvende kliché-kritikken – det er jo næsten en bedrift i sig selv.

Det er i grunden synd. Intro-nummeret lægger ellers godt op til noget, der kunne lyde som en ny, mere moden og erfaren Anna David, der tør og endda kan lidt mere, men efter det ene minut er gået, smadrer førstesinglen fra albummet enhver drøm om forbedring, og det der rammer en i ansigtet som en knyttet næve, er lige så stort et rip-off af et Britney Spears nummer, som “Fuck dig” var af Eamon. Og så går det ellers ned af bakke.

De eneste jeg kan forestille mig, at ville finde det her interessant, er piger i starten af deres teenageår; dem der ikke aner hvad der er op og ned – og de burde i virkeligheden nok investere i Karens “Stiletto” i stedet, for at få lidt af den rette opdragelse.

“Tættere På” er en smertefuld fiasko, og succespotentialet, som trods alt var at finde på “Fuck dig” singlen, lader til at være gemt helt væk – for der er vitterligt ikke noget at komme efter her.

Kunne du digge det her?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.