Superhelt eller gennemsnitlig dansker?

SupaJan – DITIDOL
Siden en alder af 9, hvor Jan Pedersen begyndte at udforske hiphop universet, ved at skrive og producere musik, er der optil DITIDOL gået 16 år uden en eneste egentlig udgivelse, men til gengæld ivrig deltagelse og heftig markering på den danske hiphop-scene. De fleste kender sikkert Jan uden egentlig at vide det, for hvor navnet SupaJan “kun” har lydt bekendt hos dem der er inde i dansk rap, forekommer navne som Kontra Crew, Revoltage og Madness4Real mere velkendte – og de er alle grupper som SupaJan har mænget sig med i flere år.

Dette viser sig nu at have givet pote, for SupaJan har med rette kunne alliere sig med creme de la creme når det kommer til dansk hiphop – Es er primært manden jeg refererer til. Produceren der igennem længere tid har bevist sit værd som hiphop-wunderkind af fineste karat lægger størstedelen af den musikalske bund til SupaJans superhelte rap. Eller rettere anti-superhelte rap, for selvom se-på-mig rapblær er fællesnævneren, så er der også rigelige mængder hverdags-snak som alle kan være med på, tekster om i al almindelighed at være en komplet gennemsnitlig borger i det danske samfund, alt inkluderet. Dette giver SupaJan en dejligt afslappet oprigtighed, idet man hele tiden har i baghovedet, at han bare ‘er en af os andre’ når han skruer op for arrogancen:

“Jeg er Danmarks næstbedste rapper hvis jeg selv skal sige det, og det ska’ jeg jo’
Helt seriøst jeg synes jeg er herre go’
Jeg skinner så meget det aldrig regner på mig
De sidste 3½ år har jeg udelukkende kun hørt mine egne numre”
Om han er Danmarks næstbedste rapper er en smagssag, og denne anmelders smagsløg er ikke enig. Ingen tvivl om, at han kan lidt af hvert. Hans historiefortællinger får ofte smilet krænget helt op, og han er indiskutabelt lidt af et legebarn når det kommer til flow og ordleg, som når han på “Sig Op I Morgen” ruller sig ud:

“Hopper af med tankerne om at der vanker ris fordi jeg igen kommer for sent så jeg må derhen som et lyn /
Ser mine venner der stjæler fra 7/11 på vej hjem fra byen,
jeg ville så gerne lige sige hej, men-så-jeg-sikker-på-det-ender-med-jeg-glemmer-mit-fucking-job-og- hopper-direkte-hjem-til-min-dyne”
Mit største problem med SupaJan er, at det hele er mere eller mindre hørt før. Det er sjov, spas, cool’ness og en lille smule alvor. Intet i vejen for det, men what’s new? Når SupaJan siger, at ikke har villet udgive det næstbedste, men vente til han havde det rigtige SupaJan materiale, som så er kommet i form af DITIDOL, så kunne man måske have håbet på noget friskt og overraskende – dette er ikke tilfældet. Det er selvfølgelig klart at man kommer et langt stykke af vejen med 16 år på bagen og et godt hold af producere og gæsterappere i ryggen, men der er alligevel en vis længde imellem “wow!”-effekterne.
Det skyldes måske mest en lille skuffelse i lydsiden, for Es’es produktioner virker nedtrappede i forhold til hvad man tidligere har hørt fra ham, som på fx Spezs “Love Junkie”, der for mig står som noget af det bedst producerede danske hiphop. Der er skruet ned for de nuancerede detaljer, der hev blandt andet “Pigen På Væggen” op på det yderst mesterlige plan. Vi taler ikke dårlige produktioner, for det gennemsnitlige beat er mere end solidt, men høje forventninger kan stadig være skadeligt.
Numre som “Sig Op I Morgen”, “Ikk Dum Bare Doven” og “Dannebrog Brænder” når dog hele vejen op på den femte stjerne i mit iTunes bibliotek. Sidstnævnte gør sig interessant ved valget af svensk omkvæd fra Mike Raw og engelsk gæsterap fra Royal Mudds HighMass, og så beviser SupaJan at han også har noget på hjerte bag blære-facaden.
“Prøv at hør’
Vi vidste jo godt at de tegninger ville såre dem
Men vi kaldte det ytringsfrihed og syntes det var i orden
Og så lige da det hele var ved at være glemt så
Skulle vi selvfølgelig lige gøre det igen ungh!
Det så åndssvagt, så dumt, så dansk’t
Det så snæversynet og arrogant
Og Pia gnider sig i hænderne i skrider med stemmerne
Og vupti så vi dem ingen gider være venner med”
Det skal inden jeg sætter det sidste punktum gøres klart, at DITIDOL er et godt album. At det ikke er originalt kan man kalde en detalje, for albummet har en klar rød tråd i form af et vis drive, der gør det næsten umuligt ikke at kunne lide Jans debut på enten den ene eller anden måde. Beats, rhymes and life, og fede gæsteoptrædener fra blandt andet Kasper Spez og Per Vers resulterer i en yderst fornuftig debut, og det anbefales herfra at man kigger nærmere på supermanden Jan.

Fortæl dine venner? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter