Snygg Timbuktu uden kebab

Timbuktu – En High 5 & 1 Falafel

Der skal ikke herske tvivl om, at man ikke kan snakke om svensk hiphop uden at snakke om Timbuktu . Den livsglade musiker med den energiske udstråling og den kendetegnende skæve skånske accent har været med siden starten af “Petter-bølgen”, hvor han bl.a. medvirkede på hittet “Rulla Med Oss” fra Petters andet album. I nyere sammenhæng er han især kendt for nummeret “Alla Vill Till Himmelen Men Ingen Vill Dö“. Nu er den svenske troubadour så på gaden med et nyt album med den utraditionelle titel “En High 5 Och en Falafel“.

Titlen i sig selv er da også meget sigende for, hvad Timbuktu gerne vil med dette album; nemlig at gå nye veje og udforske grænserne for, hvad der er hiphop anno 2008. I interviews er Timbuktu desuden også citeret for at sige, at titlen kan ses som en kritisk kommentar til forbrugersamfundet, i den forstand, at det Timbuktu efterspørger, er mere ægthed i musikken og for ham personligt blot en hilsen og en falafel som betalt løn.

Problemet for pladen er dog, at Timbuktus forsøg på at udforske nye veje og hans bemærkninger om en kantet politisk toning i stort set samtlige tilfælde er med den lettilgængelige og poppede lyd som hovednøgle. Det er i og for sig fint nok at vælge at lave en plade, som kan ramme en bred målgruppe med finpolerede beats. Problemet er bare, at man med introen og baggrunden som udgangspunkt havde regnet med mere produktionsmæssig kant og mere lyrisk provokation, end der diskes op med på denne plade. Lyrisk vandrer pladen fra de mere partyorienterede numre såsom “Superbonus“, som fans af Maskinen givetvis vil nikke glædeligt til, over til generelle eksistentialistiske livs betragtninger på eksempelvis “Tack För Kaffet“. Fællesnævneren for dybden i hovedparten af sangene er dog, at det mest af alt kan ses som generelle betragtninger om livet set fra hængekøjehøjde, der netop er hvad de er – betragtninger – men ikke dybsindige meninger eller holdninger. Dette ses eksempelvis i “Tack För Kaffet” , hvor Timbuktu filosoferer over, at det impulsive festglade liv med “En ändlös ström av sena nätter, store glas och cigaretter” egentlig ikke er så slemt ,og at han gerne vil takke for at være en del af det hele. I sig selv er de nærmest TV2’ske bemærkninger jo fine livs betragtninger, men der er en bjergtop eller to før, at man kan tillade sig at kalde teksterne – i stort perspektiv – for dybsindige eller for den sags skyld politiske i den substans, som Timbuktu ønsker, at det skal fremstå. Igen; det gør ikke teksterne irrelevante, men man sidder ofte og mangler det der ekstra i det lyriske, som lige hiver det hele et niveau højere op. På “Tänk Om” når det dog – fair skal være fair – et spadestik dybere og Timbuktu bruger også sine betragtninger – eksempelvis om hvad der kunne ske, hvis Obama kan ændre verden – til også at kritisere det eksisterende, herunder hvad der ville være sket, hvis verdens højere magter hørte hiphop.

Alt dette ændrer dog ikke ved, at Timbuktu er super dygtig til det han laver, og på produktionssiden er der også masser af lækre og vellydende godbidder på denne plade. Det gælder eksempelvis for den reggae lydende “Dom Hinnar Aldrig Ikapp” og den energisk bragende “Schnyyyyg“, hvor der tør leges lidt mere med de skæve og tossede rytmer, som passer særdeles godt til Timbuktus vokal. Pladen havde dog været en mere interessant affære, hvis Timbuktu havde turdet gå lidt længere og udfordre det musikalske grænser på andre måder end dem, som han selv lægger op til i pladeintroen. Der mangler kort sagt en anelse mere beskidthed og lidt mindre kanelsukker i projektet. Albummet bliver derfor hurtigt som en varm falafel på vej hjem fra en bytur – mættende og god, men man savner alligevel shawarmaens saftige kød.

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter