For meget romantik på drengen

Gruppen Damn! er i hiphopmæssig sammenhæng især kendt for deres samarbejde med Timbuktu der – som gruppen selv – kommer fra Sverige. Dette har tidligere resulteret i en live plade fra konstellationen. Damn! kan dog også på egen hånd, og det er der kommet pladen “Let’s Zoom In” ud af, der dog – i modsætning til når gruppen optræder med Timbuktu – er musikalsk placeret i funk kontra soul kontra jazz univers frem for et hiphop univers.

Det står hurtigt klart for lytteren, at Damn!’s lyriske univers består af tekster om kærlighed og piger. Dette bliver akkompagneret af en række rolige og bløde numre, som understøtter klassiske og – desværre også – meget klichefyldte linjer som “It’s your fire that I need“, “I never knew how a heart can change a mind” og “I’m not gonna live a day without you“. Det er ærgerligt, for det bliver simpelthen for romantiserende, og man savner noget mere end den gentagne gamle sang om, hvor svært det kan være med kærlighed og kvinder.
Det romantiserede tekst univers optræder især i de mest soul orienterede sange, som dominerer pladen, og hvor ét spørgsmål konstant hænger i luften; hvis jeg vil høre klichefuld soul, så sætter jeg en klassisk klichefuld soulplade på, det behøver jeg ikke en gruppe anno 2008 til at lave for mig. Damn! har dog også en mere eksperimenterende side af sig selv, hvilket kommer til udtryk på de resterende af pladens numre. Eksempelvis fremføres en mere elektronisk lyd på “Thats Not How To Play The Bongo” og over til “I’m Not Gonna Live A Day Without You Girl“, hvor noget der nærmest lyder som et selvopfundet afrikansk stamme råb blandes med harmonikaer.
Eksperimenterne er sjove og fra tid til anden lykkedes de også. Desværre er det modsatte også tilfældet. Eksempelvis forsøger damn! at kombinere sambarytmer med talk boks. Kombinationen er et meget påtrængende og frustrerende langt nummer, hvor man ville ønske disc playeren løb tør for batteri.
Alt i alt er der tale om en blandet fornøjelse, hvor især fraværet af større lyriske udfoldelser end linjer om romantik og piger efterspørges. Det bliver simpelthen for trægt at høre på over en hel plade. Musikalsk er det visse steder rigtigt godt, især på “Thats Now How To Play The Bongo”, hvor det hele bare glider sammen og lytteren flyder med. Andre steder er det dog som sagt mindre godt. Alt i alt en blandet fornøjelse, men dog et interessant produkt fra et band, man sikkert også i dansk kontekst kan holde øje med fremover.

Fortæl dine venner? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter