Klaes – Dedikeret
Det er ikke ligefrem hverdagskost, at der kommer et helt album fra det helt vestjyske. Men ikke desto mindre er det tilfældet for Klaes’ debutalbum med titlen “Dedikeret”. Normalt er han back-up rapper for Bumsestilen, men langt om længe er det hans tur til at stå på egne ben. Hele vejen igennem albummet får Klaes hjælp fra den forholdsvis ukendte producer/DJ Lars Da Fari.
Allerede på første nummer “Ay Ya Yay” beskriver Klaes meget godt helhedsindtrykket af pladen: “Har ik’ så meget på hjertet, vil bare gerne ud og rap’// Så jeg har lavet den her tærte, der er fyldt op med crap//”. Med emner som kærlighed og årstider blandt op med punchlines, får man en lang gennemgang af klicheer.
Ikke desto mindre har Klaes noget specielt over sig, der sætter sit præg på trommehinden, så man ikke mister koncentrationen når man lytter til rappen fra det vestjyske. Men han henter også hjælp i fortiden, der giver albummet en vis charme. Hvor andre rappere ville vælge autotune, tyer Klaes til musestemmer og gamle samples fra Morten Korch film. Heldigvis er alle samples velvalgt og de steder hvor de er brugt, passer det til det emne, der bliver rappet om.
Selvom alle numrene skiller sig ud fra hinanden, virker det stadig som om, at de har samme opskrift hele vejen igennem. Et beat, som ligger standarten af en dansk undergrundsrapplade, et flow der til tider virker lidt for monotont, og tekster der varierer i kvalitet. Og alligevel føler man, at “Dedikeret” er et udmærket album, når de 11 numre er blevet spillet fra ende til anden.

Var det også godt for dig? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter





2 kommentarer