Hele vejen rundt

J-Spliff – ThreeSixty
Éen af de mest produktive rappere i Danmark er engelsk-rappende J-Spliff, der udover albummet med Majors også har et solo-album og en 12′er på samvittigheden. Nu er han så blevet god nok til at større, amerikanske navne som Royce da 5′9″, Masta Ace og Sean Price vil lege med, og det er jo altid spændende. Albummet har også en bred vifte af mennesker involveret til både beats, scratch og backing vokaler. J-Spliff er kommet for at “show us how its done ‘n cover all spots properly“.

Spliff følger den tradition hans idoler fra over there har lagt, og han gør det godt. Rimteknikken er i højsædet og han flyder stramt på samtlige af pladens skæringer. Der er kun minimal variation at spore i stemmeføring eller rytmik, men det er velfungerende, og de gode gæsteoptrædener gør, at man ikke går kold undervejs. Det lader til, at Spliff helst vil skrive om, hvor MC han er, hvor meget han repræsenterer og spytter fire. Det er der heller ikke noget galt med – det er jo hiphop – men det ærgrer mig, at han så falder til jorden på de numre hvor han skulle have noget mere at sige. Noget man kan relatere til på det personlige plan. Han formår aldrig rigtigt at fange min opmærksomhed med fortællingerne selvom man godt kan fornemme, at han har masser af personlige ting, han kunne fortælle om.

Lydsiden er klassisk boom-bap hiphop med lækre samples der er effektivt flippet og bragende trommer der får nakken til at nikke med, selv på de stille numre. UFO Yepha alias WhyYou leverer pladens eneste misser på Do Dat Shit med en alt for steril, nedbarberet produktion der ikke står så godt sammen med eksempelvis Prodests storsvingende, stemningsfulde arbejde på nummeret Moonlight eller Pitchshifters’ storladne værk My Connect. Resten af pladen fungerer upåklageligt som lydtapet til Spliff og Co’s ytringer, og når beatsne er bedst, er der i allerhøjeste grad dømt international standard.
Spliffs arbejde med de mange udgivelser har tilsyneladende gjort godt, for albummet er usædvanligt vellydende – gode, inspirerede beats, tight rap og notable gæsteoptrædener. Men albummet har absolut også problemområder, for dykker man ned i materialet, mangler der substans og overraskelser på indholdsfronten. Man mangler fornemmelsen af, at J-Spliff virkelig brænder for at fortælle éen noget, og ikke bare for at rappe for sin egen skyld. Det er ærgerligt at man kan have så godt et produkt, uden reelt at ville fortælle ret meget med det. Uendeligt ambitiøst og håbløst uambitiøst på samme tid.

Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter