Anmeldelser Før den her, skrev vi om:

Ikke uden Jeppe Rapp

Jeppe Rapp – Ikk’ Uden Mig

Jeppe Rapp har været et stort samtaleemne i dansk rap lige siden han udgav sin debut-EP “Ikk’ Bare Et Par Sko” på Tabu Records. Tre lange år senere er han så klar med debut-albummet “Ikk’ Uden Mig”, der udkommer d. 13. oktober på Tabu Records.

“Har ladet jer hænge for længe uden et tak for sidst / Men nu er far tilbage, så slagt din sparegris” – Sådan starter Jeppe Rapp pladen, på en intro over en banger af et beat, leveret af Troo.L.S. Derefter går Jeppe over til den første single fra pladen, nemlig “Rigtig”. Den har, ligesom introen, et beat man kan brække nakken til, og det er noget der fortsætter gennem hele pladen.

Stort set hele pladen er nemlig produceret af Troo.L.S, undtagen det Jo:el-producerede track “Playboy”. Jeg synes det er en rigtig god idé at bruge samme producer, da det styrker helhedsindtrykket. Lydsiden er meget direkte inspireret af producere som Timbaland og westcoast-kongen Dr. Dre, hvilket betyder at der er 808-trommer, dyb bas og synthesizers for alle pengene. Troo.L.S. er også med på vokal på syv af de tretten tracks, hvoraf et af dem er et vers der ligger som et ghosttrack på “I Blodet”. Han har også en god stemme, både med og uden auto-tune, så det er en ren fornøjelse. Der bliver nemlig brugt en del auto-tune på pladen, men synes det er godt fordelt, så det ikke bliver irriterende, og det bliver heller ikke brugt på vers, kun omkvæd osv. Der er dog et enkelt minus ved auto-tunen, som jeg vil komme ind på senere.

Pladen har et godt niveau, og Jeppe har virkeligt udviklet sig siden hans EP, både med flow og tekst. Emnerne spænder heldigvis bredere end før, fra bl.a. svigtende venner, rich kids, kriminalitet til alkohol og sex. Jeppe Rapp har en rigtig god stemme, selvom han ikke udforsker dens potentiale så meget. Jeg kunne fx godt tænke mig at høre et track hvor Jeppe enten nærmest råbte eller næsten hviskede, i stedet for bare at holde stemmen i tale-leget som sædvanligt.

Der er, udover Troo.L.S, seks gæster fordelt på de tretten tracks, og de gør det meget godt, selvom der er et par ting jeg synes er ærgerligt. Fx er den virkeligt talentfulde sanger Alex med på tracket “Nymfo”, men man har desværre valgt at sætte auto-tune på hans stemme, hvilket altså vil sige at det lige så godt kunne være en anden der sang, fordi man ikke kan høre hans stemme ordentligt.
Bai-D fra Suspekt er gæst på “Bag Mine Solbriller”, der er et helt fantastisk track, og hans stemme passer simpelthen så godt til beatet. Men netop derfor kan jeg ikke lade være med at ærgre mig over at der ikke er noget vers fra ham derpå. Jeg tror det ville have givet tracket endnu mere dybde, bedømt ud fra hans tidligere præstationer. Marwan gæster også pladen, på tracket “Kriminel”, men til trods for et godt flow og en overbevisende stemme, synes jeg ikke man får så meget ud af hans vers. Han får ikke rigtig lavet nogen pointe, som man sidder tilbage med i hovedet efter hans vers. Jeg er til gengæld positivt overrasket over Clemens’ gæsteoptræden, og hvor godt han passer sammen med Jeppe Rapp, både tekst- og flowmæssigt. Det blev til det rigtig fede track “Hvisken I Krogene”, der handler om svigtende venner, og læg lige mærke til hvordan beatet følger stemningen er versene!
Ingen tvivl – pladen er god. Men man sidder efter endt gennemlytning ikke tilbage med en følelse af, at man har fået noget ekstra godt. Noget virkeligt, virkeligt fedt. Men det er et af de mest helstøbte albums jeg har set på den danske rapscene i lang tid, og til trods for at jeg har lyttet intenst til albummet i over to uger, er jeg slet ikke træt af det endnu. Der er både de laidback og afslappede numre som “Hvisken I Krogene”, men også numre med fart på, som fx “I Blodet” og “Sønderbronxpunx II”. Det mangler måske det sidste for at nå helt til tops, men albummet er anbefalelsesværdigt til alle der kan lide helstøbte kvalitetsalbums.

Var det også godt for dig?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.