Reportager Før den her, skrev vi om:

BEat MY GUEST leverede tørre tæsk

Når man træder ind i Frederiksberg musikhøjskoles lokaler, er éns første tanke ikke at det er her man vil lave et musik-arrangement – og da slet ikke en freestyle konkurrence!
Men jo tættere man kommer på selve salen, hvor hiphoppen fra Dj Ben Joes hånd brager ud af højtalerne, så står det klart at det er her MC’er deler håndmadder ud som et charcuteri i et industri-kvarter. Det her er BEat MY GUEST – det nyeste skud på freestyle-arrangement-stammen.

Selve aftenens event startede med en pimpin’ indvielse ved Juii og Olsen, der fandt hinandens selskab på scenen så naturligt, at de afsluttede hinandens sætninger, alt imens de gav den godt op for sig selv, deltagerne og publikum. Selve indvielsen foregik med champagne, shutter shades og bling udover det hele. Det virkede ret gakket – men samtidig kunne man godt mærke at de to herrer synes det var vildt sjovt og dét gjorde en stor forskel. En ting som jeg bed mærke i, var at værterne har et overdrevet forbrug af ordene: kompetente og hardcore.

Den første battle, hvor Fresco og Shake mødtes, sagde ikke så meget om hvad man kunne forvente af aftenen. Faktisk bar den mere præg af en langsom start, hvor Fresco endte med at stå på hænder, for at trække opmærksomheden væk fra Shake’s sidste runde. Dette dog uden held, da Shake røg videre. Den næste runde stod mellem Balthasar og Intermezzo. Her udraderede Balthasar sin modstander, Intermezzo, som på ingen måde fik et ben til jorden. Mr. Mix og Linky’s runder var jævnt kedelige og handlede mest om at Linky var gået videre til MC’s FightNight, hvilket Mr. Mix ikke var. Men det viste sig så at Linky ikke kunne stå distancen og som følge deraf gik Mr. Mix videre. Mund De Carlo og NoFlow tørnede sammen i en battle der, selvom NoFlow gjorde et ihærdigt forsøg på at vinde, var overstået før den startede – dette til trods for at Mund De Carlo havde en sløj 2. runde.

img_0827.jpgDet var nu tid til at rykke udenfor for at trække lidt frisk luft og hyggesnakke lidt. Men sådan skulle det ikke være, for diverse freestylere rykkede battles’ne udenfor og gav den max gas over beats fra mobiler og beatbox + nogle enkelte acapella-runder.
Nu gik cipheren så fra gadeplan og tilbage ind i salen, hvor Balthasar og Mr. Mix leverede en jævnt kedelig omgang battle-rap, der dog udviklede sig til at blive bedre og bedre, for hver runde der forløb, for til sidst at ende med Mr. Mix som vinder.
Shake og Mund De Carlo var de næste der ramte scenen for at kaste med ord og denne gang skete der det meget atypiske at det intellektuelle niveau blev hævet, da emner der havde forskellige typer for kunst som omdrejningspunkt blev flippet i for vild en stil. Efter en tæt battle endte flaskehalsen med at pege på Mund De Carlo og en pause var tiltrængt.
Desværre havde det massive fremmøde af publikum drænet baren for øl.

bmg_325a-1.jpgBronze-battlen mellem Shake og Balthasar efterlod et indtryk af at kombattanterne var ret ligeglade med at være på scenen og bare ville have det overstået – hvilket gjorde det kedeligt. Manglen på øl gjorde det ikke bedre.
Ud fra publikums reaktion på finalen at dømme, var Mund De Carlo klar favorit. Men dét faktum var ikke nok til at tage modet fra Mr. Mix, der forsatte med at udvise evnen til at bevare overblikket, hvilket gjorde finalen spændende, underholdende og opløftende.
På trods af at Mr. Mix såede tvivl om favorittens chancer for at vinde, pløjede Mund De Carlo sig igennem endnu en MC og høstede dermed sejren til den første BEat MY GUEST-konkurrence.

PhiL og jeg havde en dejlig aften i Frederiksberg musikhøjskoles ydmyge lokaler.
Der var fyldt godt op med dygtige freestylere, godt publikum og en tørlagt bar.
Man må sige at det var en ubestridt succes og det kan kun blive vildere, når BEat MY GUEST afvikles igen om 3 måneders tid.
Som en lille sidebemærkning vil jeg sige at det er rart at se den nye generation af Københavnske freestylere lave et arrangement for at teste hinanden af, især når det ligger så tæt på MC’s FightNight – og viser at selvom en MC ikke går videre til K.B. Hallen, så betyder det ikke at personen ikke vil gøre sit for at rykke modstandere rundt på scenen.

Start en cypher?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.