Reportager Før den her, skrev vi om:

Rap-o-Fonia

Torsdag aften gik tæppet for Århus Festuges højdepunkt – i hvert fald set med hiphop-brillerne på. Musikhusets Symfoniske Sal dannede den fysiske ramme for et usædvanligt musikalsk eksperiment, hvor hiphop mødte klassisk musik og tilsammen blev til Rap-o-Fonia. Nat Ill, J-Spliff, Negash Ali, Nappion, Jøden og U$O fremførte nye tekster skrevet over festugens tema Åben By, med musik arrangeret af Turkman Souljah og Bo Gunge over en række kendte klassiske numre og fremført af 7 klassiske musikere.
Salen var fyldt af et publikum, der til den første af de to koncerter afspejlede mødet mellem disse to vidt forskellige kulturer. Der var selvsagt mange, der tydeligvis kom fra hiphopmiljøet, men der var også en del som sagtens kunne være faste gæster i Musikhuset, og som sandsynligvis aldrig før har overværet en hiphop-koncert. Til ekstrakoncerten et par timer senere var det til gengæld tydeligt, at det først og fremmest var hiphopfolket der havde købt billetter i sidste øjeblik. Stemningen var noget mere løssluppen, og selv den obligatoriske hiphoptid blev indført i Musikhuset, således at langt fra alle havde fundet deres pladser før det første kvarter af koncerten var gået.

Scenen var sat med de 7 musikere på henholdsvis piano, 2 violiner, en bratch, en cello, en fløjte og en trompet samt Turkman Souljah bag sin pult, og aftenens konferencier Per Vers entrede scenen. Efter at have budt velkommen, introducerede han de første rappere, der skulle prøve kræfter med det usædvanlige backingband, nemlig de 3 Majors-rappere J-Spliff, Nat Ill og Negash Ali. Iklædt ulastelige smokings kom de på scenen og satte gang i festen med nummeret Bridging the Gap, med et hårdt beat og et overraskende funky uddrag af Tchaikovskys Svanesøen som akkompagnement.
napion.jpgDe næste 3 numre fik introduceret de øvrige 3 rappere, og det var tydeligt, at de alle nød at spille i de uvante omgivelser og med de usædvanlige samarbejdspartnere. Især U$O og Jøden virkede som om de virkelig trivedes i smokingen og følte sig stolte og ærbødige i forhold til rammerne, mens de øvrige ikke havde en attitude som adskilte sig væsentligt fra den de normalt ville have, hvis de spillede en hvilken som helst anden koncert.
Efter et instrumentalt mellemspil leveret af pianisten samt Nappion på human beatbox, leverede Majors-trioen endnu et fedt nummer, hvorefter også U$O igen leverede varen. Og så var det tid til endnu et stilmæssigt break, da J-Spliff fremførte nummeret Eternal Horizon, som var et stærkt og personligt stykke spoken word, der må have fået nakkehårene til at rejse sig på en stor del af publikum. Efter dette fremførte Jøden og Nappion endnu et nummer hver, før Per Vers kunne erklære koncerten for afsluttet og opfordre til en afsluttende improviseret cypher uden for det egentlige program.
Koncerten viste med al tydelighed, at hiphop og klassisk musik på ingen måde er uforenelige, hvilket vi selvfølgelig godt vidste, eftersom det jo absolut ikke er usædvanligt at sample klassisk musik med et godt resultat til følge. Men at det kan fungere så godt med et decideret musikalsk samarbejde, som det gjorde her, var slet ikke givet på forhånd. En stor del af æren for dette tilfalder Turkman Souljah, som har en baggrund i begge musikalske lejre, hvilket resulterede i nogle fantastiske produktioner/arrangementer. Især de to numre med Majors, U$O’s to numre, samt Jødens nummer over Mozarts Requiem fungerede fortræffeligt.
I tillæg til det faktum, at der faktisk blev skabt nogen rigtig fede numre ud fra dette eksperiment, klædte samarbejdet også hiphoppens gadedrenge, som fik vist sider af sig selv som man normalt ikke ser. Som Jøden rappede “Det er kammermusik rammer ude-på-skrammer-musik, ud fra de rammer vi fik”. WOTS.dk’s Raparazzi havde en rigtig god aften i Musikhuset, og kan kun håbe på, at der bliver gjort alvor af at sende projektet ud på turne. Og hvem ved, måske succesen endda kunne afføde en CD med musikken, som næsten er for god og spændende til kun at blive hørt af de få heldige, som befandt sig i Musikhuset i aften.

Var det også godt for dig?

Ingen kommentarer endnu…

Skriv en kommentar Hvis du har en Gravatar tilknyttet din email, viser vi billedet.

Don't hate — appreciate! Vi vil helst ikke slette kommentarer, så hold det venligst konstruktivt og tilføj noget værdi. Tak.