Roskilde kan ikke bare prale med sin storslåede festival og sit dejlige spillested Gimle! Nej; de kan også prale med, at den dygtige og anerkendte rapper Hennesey stammer derfra. I midthalvfemserne startede han og en gruppe kammerater gruppen Rent Mel i Posen, og efter de vandt DM i Rap i 1997, begyndte det for alvor at gå op af bakke; Rent Mel i Posen høstede roser og anerkendelse landet over. I 1999 udgav de albummet “Langt om Længe”, og “Langt om Længe” var præcis hvad rap-glade mennesker sagde, da de endelig i 2004 udgav det andet album “Ingen Stress”, nu under navnet Rent Mel. De høstede igen roser, og især nummeret “Ta’ Det Af” blev vidt udbredt og spillet i radioen.
I år 2007 brød gruppen mere eller mindre op, og Hennesey ville gerne stå på egne ben. Hurtigt blev han signet hos Run For Cover Records og nu ser det ud til at bære frugt. I samarbejde med Run For Cover, har han valgt at udgive en EP, ved navn “Baren Er Åben”, til at slå sig fast som solo artist. Jeg stak ham et par hurtige spørgsmål om udgivelsen.
Jeg spurgte ham, hvorfor valget faldt på en EP og han udtaler: “Run For Cover har tidligere haft stor succes med EP udgivelser, så jeg føler vi har taget den rigtige beslutning. Hvis alt går efter planen, går vi snarest i gang med at arbejde på en opfølger i fuld længde.”
EP’en bliver produceret af de danske top producere Troo.L.S., Lil’ Jay, Pilfinger og JO:EL, og de er alle sammen folk, Hennesey længe gerne har villet arbejde sammen med. Han har før arbejdet sammen med Pilfinger, hvilket blandt andet kan høres på nummeret “Tjek Dig Selv” fra pladen Hjemmebrændt. Derudover kan nummeret “Måfukkah” tjekkes på Hjemmebrændt 2. Det er produceret af JO:EL og mixet af Troo.L.S. Om samarbejdet med de dygtige producere siger Hennesey: “Det kan godt være at jeg i manges øjne er en “gammel rotte” i dansk rap, men alt det nye samarbejde har bestemt givet mig blod på tanden til meget mere, og jeg tror også folk vil blive overrasket over den drejning jeg har taget. Forhåbentligt positivt overrasket.”
Selvom Hennesey både har job og familie at tænke på, er der heldigvis stadig plads til rappen, og som afslutning vil jeg lade ham få de sidste og yderst afgørende ord:
“I forhold til musikken, så er jeg altid i gang med noget, og som sagt tidligere går der ikke længe inden vi så småt skal til at tænke på at lave flere tracks. I forhold til pladen er det vel vigtigt at slå fast at der nu endelig er en dato på, og selv om der stadig er “længe” til, så udkommer den på Run For Cover d. 30. januar 2009. Der vil løbende være updates og info at finde på: www.myspace.com/henneseymusic“
Kunne du digge det her? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter

Ingen kommentarer endnu…