“Du var en ener
Inspirerende unik og uerstattelig
Du er savnet af os alle
NATASJA SAAD
31. 1974 – 24. 06. 2007
R. I. P.”
I Christians Kirke på Christianshavn foregik bisættelsen i juni, og nu ligger hun i jorden på Assistentens Kirkegård i hjertet af Nørrebro.
Nogle kunstnere som bl.a. Van Gogh, blev først kendte efter deres død. Det er sjovt at tænkte på, at de ikke ved, hvor mange penge folk vil give for et stykke af deres kunst i dag. Uretfærdigt er det, men noget, jeg synes er mere uretfærdigt, er, at én som Natasja skulle gå bort, og så i en bilulykke der højst sandsynligt kunne have været undgået. Hun er ikke først blevet lagt mærke til efter hendes død, hun har dog fået mere opmærksomhed. Men ingen var i tvivl om, at hun var et stort talent før ulykken. Og vi hører det hele tiden.
Mindefonder for Natasja, sorg over Natasja. Man skulle tro, man snart ikke gad sørge mere eller koncentrere sig mere om det. At man synes, det næsten er blevet overfladisk. Men det synes man i den grad ikke, når et så spirende specielt talent er forsvundet i sådan en ung alder. Hun var ikke et af den slags hit som Britney Spears eller anden popstjerne, der i bund og grund er blevet kendt pga. de rette mennesker og det rette udseende. Hun var en person med en unik og speciel stemme, og nok en af de første virkelig populære kvindelige reggae sangerinder. Hun havde virkelig passion for det, hun lavede, og var så tæt på at opleve et internationalt gennembrud.
Hun havde sine meninger, og dem lagde hun hverken skjul eller nogen form for censur på, og sådan er det stadig på hendes nye plade. Jeg har kontaktet Søren Schou fra Musicall Management, og han siger bl.a.: “Pladen er lavet over en længere årrække og omhandler emner lige fra kærlighed, flirten samt ønsket om at finde den rigtige at dele livet med. Ellers er der også nummeret “1 spliff a day”, som er en engelsksproget version af sangen “I Danmark er jeg født”, samt numre om verdens skrøbelighed og forfald”.
Hun var politisk aktiv med sin musik, med bl.a. “Giv mig Danmark tilbage”, og hun rådede de unge piger til ikke at dele ud til alle og enhver af “Fi”.
Hun var på mange måder på bølgelængde med Enhedslisten, og hendes manager, Peter Skovsted, lod Enhedslisten bruge nummeret for mangfoldighed, tolerance og frisind til en politisk gadefest.
Det var ikke kun i Danmark, vi var vilde med “Little T”. I år 2006 vandt hun, som den første ikke-jamaicaner Irie FM Big Break Contest i Jamacia med nummeret “45 Questions”. Det var stort, da hun følte, at Jamaica nærmest var hendes hjemland, og hun så vandt foran 700 deltagere. Hun vandt bl.a. et job til Reggae Sumfest-festivalen og optrådte med stjerner som Rihanna og 50 cent. Apropos Rihanna, er Natasjas store hit “Mon de reggae” jo bygget på Rihannas “Pon de Replay”, og hun hittede på de amerikanske lister med “Calabria 2007″ som har solgt tæt på 500.000 eksemplarer.Og hun blev ved … Til DMA blev hun nomineret til hele 5 priser og vandt 4 af dem! I bl.a. “Årets danske album” med “I Danmark er jeg født”, og videre med “Årets kvindelige kunstner”, “Årets danske urban udgivelse” og “Årets danske sangskriver”.
“I Danmark er jeg født” gjorde hende klart populær og satte mere i fokus på hende i DK. Efter det album var hun også kendt af folk, der ikke selv hørte hendes musik eller lytter til reggae.
Hun startede tidligt, men sluttede desværre også tidligt. Og som sagt er det ikke blot et tab for venner og familie, men et stort tab for hele det ganske land.
Selvom hun er væk, er hendes musik dog stadig i produktion. Inden ulykken fik hun indspillet til hendes snart udkommende album “Shooting star” som udkommer i Danmark d. 22 september. 5% af de kommende indtægter vil gå til Natasjas mindefond, som er tænkt til at hjælpe fremtidige reggae talenter.
“Det har været en meget svær plade at lave, men også været en trøst at have musikken at arbejde videre med. På en måde føles det som en længere afsked, end hvis der ikke var alt det videre arbejde med Natasjas musik”. Svarede Søren Schou, da jeg spurgte hvordan det havde været at lave en plade færdig, for en afdød ven.
1. singlen “Bettter than dem” featuring Beenie man vil blive optaget som musikvideo på Jamaica med Natasjas kollegaer og venner. Instruktøren er Mike Spooner, som også var ven af Natasja.
Jeg har haft mulighed for at høre albummet, og som forventet er det fantastisk. Perfekt blanding af fest og chillin, med fede gæster som Mukupa, Beenie man og Chappa Jan. Nummeret “45 Questions” som gav hende førstepladsen i Irie FM Big Break Contest høres også på den nye plade. Samtidig med at jeg blev begejstret over at lytte til pladen, blev jeg også trist. Fra mit synspunkt af var hun en af de mest unikke og talentfulde kunstnere i Danmark, og jeg synes det er uretfærdigt, at hun ikke kunne nå at opleve mere at sit hurtigt udviklende liv, og at vi andre ikke længere kan få lov til at følge med. Med hensyn til fremtiden siger Søren Schou: “Jeg ved ikke hvad der skal ske i fremtiden, men vi er en kerne omkring Natasja, der arbejder videre med at promovere og sprede budskabet om Natasjas musik. Der vil komme mere ny musik fra hende i lang tid, med den mængde hun efterlod sig”. Så vi kan stadig nyde hendes musik, og så lade hende leve videre i os alle, gennem passion, reggae og frihed.
Fortæl dine venner? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter

Ingen kommentarer endnu…