En kunstners melankoli får bægeret til at briste

L.O.C. – Melankolia/XxxCouture
Danmarks efterhånden største rapnavn er tilbage med et nyt album. Eller udgivelse, skulle man måske kalde det, da albummet i virkeligheden er en dobbelt-EP. Konceptuelt ligger det et stykke længere nede af vejen mod det introverte, abstrakte og lyriske end forrige album, der bar titlen “Cassiopeia“. Rune Rask skaber uden Troo.L.S. sammenhæng på albummets lydside, dog med hjælp fra Lounge Lizzards’ Jonas Vestergaard blandt andre.

Det står klart med det samme at både L.O.C.’s og Rune Rasks sound har ændret sig markant siden sidst. Melankolias første skæring, Blod I Min Hud, er drevet af en hård og hul stortromme samt en skærende synthlinje. Det melodiske må give plads for det minimalistiske, klangfyldte og kolde univers. Og det klæder rappen, der mere end nogensinde før dyrker on-the-edge tankegang, ulykkelig kærlighed og den evigt interessante cliché: den selvdestruktive, lidende kunstner. Sidstnævnte kan næsten bruges som et overliggende tema for EP’en, der bl.a. kommer til udtryk på det Marwan-gæstede “Flere Midler” med et ironiserende statement: “Lille bitch, jeg er aldrig tilfreds/ Jeg vil ha’ det fyldte bæger til at briste/“. Også hele sidste skæring, CFX (Chris Farley Xperience), refererende til en komiker der i sluthalvfemserne døde af en kokainoverdosis, behandler dette tema.
EP nummer to, XxxCouture, har en lidt anden omend lignende tematik. Det fantastiske ved det, er bare, at i stedet for det introverte, giver L.O.C. sig lov til at blive perspektiverende – og det klæder ham fandens godt. Nephews altid hovne frontmand Simon Kvamm gæster på genial vis “Superbia”, og det demonstrerer på samme tid at L.O.C. ikke er bange for at bevæge sige på tværs af genrer. Den stemningsfulde, kantet svingende og lækkert støjende produktion understreger denne pointe. Det er også på denne del af pladen, at man genkender den historiefortællende rapper med et glimt i øjet – du ved, ligesom Jokeren gjorde det i de gode gamle dage. Når “show, don’t tell“-tankegangen er så effektivt implementeret som på “Bare En Pige” eller “Så Bizart”, undrer man sig over hvorfor dansk rap har været så fandens konkret og selvsmagende (læs: formsprogsrap, rap om rap) i så lang tid. Hele herligheden er toppet af med ironiens forsonende egenskab som når L.O.C. crooner “Så behold dine briller på/ Så vi ikk’ kan se noget/ Og lad os sammen gå igennem og være misforstået/“.
Dansk rap har ikke set et album med så stor smag for det konceptuelle som Melankolia/XxxCouture, og som det er vanen tro med L.O.C., er det fandens veludført. Gæsteoptrædenderne er velvalgt og smagfuldt underspillede når fx Bai-D vrænger sin stemme igennem omkvædstjansen på nummeret hvor Melankolia kulminerer, CFX (Chris Farley Xperience). Producerarbejdet bakker smukt op om det hele med både hårdt svingende beats, stemningsfuldt lyddesign og kreativ vokalproduktion. Derfor er det også svært at sige noget ondt om albummet – men netop dets største styrke er også en svaghed – for selvom der bliver kompenseret for det introverte på XxxCouture, forekommer Melankolia mig en anelse for navlebeskuende i længden. Men det ser man heldigvis stort på, når man nyder albummets mange kvaliteter.

Annonce Køb Melankolia / XXX Couture Hos Run For Cover »

Værd at snakke om? Send indlæg til facebook Send indlæg til twitter